Deres debut-cd udnævnes fra første dag på gaden til at være den autentiske rocks genkomst. En hoben af berømtheder stiller sig på skuldrene af hinanden for at komme til at betragte og skamrose dette nye fænomen. 18 måneders turne kloden rundt i tumult og kaos, født af hastigt akkumulerende forventninger. Og så tilbage til virkeligheden i et lille hus i Tennessee på kanten af Old Hickory-søen, hvor også salig Johnny Cash boede. Da de fire knøse i Kings of Leon »kom ind i vanen med at være normale igen«, som sanger Caleb Followill udtrykker det, gik det forbløffende hurtigt med at skrive sangene til gruppens andet album, 'Aha Shake Heartbreak'. Det udkommer på mandag, blot halvandet år efter at vi blev præsenteret for den fremragende debut, 'Youth And Young Manhood'. Friskheden, energien og den uforfalskede fornemmelse for rock'n'roll, som også prægede debuten, er bevaret. Og gennem de mange koncerter har Kings of Leon udviklet sig til at være et varierende og velspillende rockband, som derfor kunne indspille hele pladen live i studiet på blot seks uger. På den baggrund blomstrer Kings of Leon naturligvis af den selvtillid, der gør, at Caleb Followill med sin vokal helt nede fra mavesækkens indre kan synge: »Girls are gonna love the way I toss my hair/ boys are gonna hate the way I sing«, fulgt af et let jodlende omkvæd uden ord i den nedtonede 'Day Old Blues'. Skøn bekendelseslitteratur i en rocksang! Men Kings Of Leon kører også stærkt på den nye rockbølge i sange som 'Room On Fire' og 'King Of The Rodeo'. Sange, der tager rockens fornyede og foryngede energi med sig og på forunderlig vis rager den ind i sydstaternes tradition for både slideguitar og religiøse kvababbelser. Måske dette års rockalbum? I hvert fald en betagende oplevelse.