Skal vi ikke tage til Island? For deroppe findes musik, der kan gå på skyerne uden at falde igennem, og som samtidig har en dynamisk og rørende fysiognomi. Der findes musik, som virker billedskabende uden at diktere, hvad jeg skal opleve, mens jeg lytter. Der findes musikere i stand til at skabe værker, der ikke lyder som alt muligt andet. Det gælder Björk, men det gælder også den 11 år gamle kvartet Sigur Rós fra Reykjavik. Hvis en Islandsrejse var andet end en dagdrøm, ville jeg lægge den i dagene omkring 27. november, hvor Sigur Rós for første gang i tre år spiller i hjemlandet. Lige nu er gruppen på turné i Nordamerika med musikken fra sit nye album, 'Takk'. Sigur Rós har haft international bevågenhed siden 1999, hvor albummet 'Ágætis Byrjun' udkom. For nye lyttere er det stedvist meget generøst inviterende album 'Takk' et godt sted at begynde. 'Takk' har numre med forførende poppede indslag i nogle arrangementer, men der er også kompositioner, hvor lydenes lag i lang tid hviskende skubber sig mod hinanden, som om musikken eroderer. 'Takk' er et helt og stort sammenhængende værk delt op i 11 udtryk. En serie af musikalske raderinger udført med stor teknisk snilde, til tider voldsom fysisk effekt og hele tiden en gennemsilende lydtalt følsomhed. Det er ikke kun sangeren Jon Thor Birgisons skrøbelige stemmes islandske ord, der gør musikken følsom. Det er måden, det hele spilles på. Både vokaler, guitarer, bas, trommer, keyboards, trompeter og alle strygerne. Der er mange strygere på 'Takk'. De bruges blandt andet til at samle lyden, når melodierne undervejs udvikler sig så meget, at de begynder ét sted og slutter et helt andet sted efter at have rundet en cirkusvals for rustne blæsere, som det sker i en enkelt sang. Musikkens himmelsejl Strygerne er også med til at give kompositionerne vidde og højde. De er musikkens himmelsejl hen over en dystert syngende bastone, et flosset trommeslag og en stemme, der på grund af sin ofte forekommende spinkelhed og sine krøllede islandske vokaler virker som et lille, ejendommeligt væsen. Et venligt væsen, der rækker ud og inviterer med ind. Efter en to minutter lang ouverture spiller Sigur Rós for første, men ikke sidste gang på 'Takk' et nummer, der følger et virkningsfuldt dramaturgisk forløb. Fra en dæmpet indledning til et støjringende crescendo og hen til en stille slutning. At forløbet virker bekendt er kun en styrke, når Sigur Rós i øvrigt lader arrangementerne gå i mange forskellige retninger og udsende lige så mange signaler. I sammenligning med kvartettens tidligere udgivelser virker 'Takk,' som om den er indspillet på endnu større kreativt overskud. Kan man ikke komme til Island på andre måder, så kan man i hvert fald lytte sig derhen.