Jeg er langtfra sikker på, at jeg forstår The Knife, men jeg ved, at jeg er vild med 'Silent Shout' og har lyst til at høre den igen og igen. For de svimlende symfonier som 'Neverland', der lokker med en elektronisk genklang af caribiske olietønder og et møginsisterende beat under det på en gang beskidt flirtende, frastødende, ironisk koketterende og politiske statement: »I'm dancing for dollars for a fancy man«. Og lige så vild med den bizarre blanding af Kraftwerk og triphop a la Massive Attack i titelnummeret og titlen på den spøjst synkoperede melodi med den vidunderlige titel 'We Share Our Mother's Health', som kunne være skrevet og sunget af vildbassen M.I.A. The Knife skar igennem alle tænkelige genrer med den udefinerlige 'Deep Cuts', der netop derfor i høj grad kom til at definere den moderne bastard electroclash, der respektløst blander alle tænkelige musikformer i den elektroniske computerkværn. Dengang var der noget næsten villet muntert over det svenske søskendepar Karin og Olof Dreijers leg med plastik, pop og postmodernisme. Umiddelbart vildt forfriskende, men i længden lettere anstrengende. På 'Silent Shout', der delvist er indspillet under den gamle kirke i Gamle Stan i Stockholm, er musikken langt mere fokuseret, samlet og stemningsfuld med Karin Dreijer som en yngre og mere moderne udgave af Björk på altid underlig vokal. Ikke desto mindre eksperimenteres der stadig af The Knife, der også fortsat er humoristiske som på 'Like a Pen' eller 'The Hit' og på engang hårrejsende og iørefaldende som i 'Forrest Family' med linjen: »They say we had a communist in the family, I had to wear a mask«. Det gør The Knife så fremdeles på fotos, og musikken er også maskeret, så man aldrig rigtig ved, hvor man har den. Men det er fantastisk at holde fast i knivens æg, så længe man kan, uden at skære sig.