Det hører alligevel til sjældenhederne, at man bliver født på Manhattan, adopteres af et komikerpar og vokser op i Los Angeles for at ende som hovedfiguren i genkomsten af bluegrass og lyden af glemte folksange.
Men det er den korte historie om Gillian Welch, og hun er en sjældenhed. På sin 1996-debut, ’Revival’, skrev og sang Welch, som om hun og den guitarspillende makker, David Rawling, sad i vejkanten foran Appalacherne i 1920’erne. Med den forskel, at de ikke dyrkede folk med tilfældige ridser, men foldede fortiden ud som delikat og moderne sangskrivning.




























