I dette tilfælde har han udvalgt sig at spille Mozart, dels på egen hånd i nogle klaverstykker, dels i en række symfonisatser og operaarier inden for rammerne af en oktet, der blandt andre tæller violinisten Joyce Hammann, klarinettisten Chris Speed, trompetisten Ralph Alessi og guitaristen Nguyen Lé. Man kan vist godt sige, at det er en uortodoks og temmelig hårdhændet behandling, Mozarts musik udsættes for. Og man skal lige vænne sig til den, før man kan påskønne, hvad der eksempelvis sker i førstesatsen fra ’Symfoni nr. 40 i G-mol’, der byder på cd’ens mest medrivende spil med ikke mindst Caine selv som en glimrende solist.
Swingende indslag
Cd’ens smukkest udformede lyriske sekvenser finder man i indledningerne til ’Symfoni nr. 41 i C-dur’ og arien ’Batti, batti, o bel masetto’ fra ’Don Juan’, hvor det er Hammann og Speed, der fører an, men hvor også Lés indsats i førstnævnte tilfører musikken sin helt egen karakter. Indimellem kan ensemblespillet virke for bastant, og det forekommer heller ikke altid lige velmotiveret, når det fortaber sig i bulder og brag.
