Af og til kan historien bag musikken være lige så interessant som musikken i sig selv. Det kunne gælde denne genudgivelse fra 1956 med pianisten Jutta Hipp, født 1925 i Leipzig, der påminder os om, at der også i nazitiden fandtes en levende jazzinteresse i Tyskland, om end i det skjulte. Efter Anden Verdenskrig blev hun en af de førende stemmer i den spirende tyske jazz, og da jazzskribenten Leonard Feather hørte hende under et besøg i landet, hjalp han hende i 1955 med at emigrere til USA. Ikke noget imponerende billede Efter to tidligere album for Blue Note fulgte så denne session fra juli 1956, hvor hun er i selskab med tenorsaxofonisten Zoot Sims, trompetisten Jerry Lloyd, bassisten Ahmed Abdul-Malik og trommeslageren Ed Thigpen. Det er dog ikke noget imponerende billede, der tegner sig af hendes formåen. I de bevægelige numre går det så nogenlunde. Men i balladerne ’Violets For Your Furs’ og ’These Foolish Things’ røber hendes katastrofale rytmiske timing sig både i hendes akkompagnement og usammenhængende solospil.
Forvandlet til guld Lloyd vil meget gerne og synes ligeledes at være i besiddelse af en ganske fin musikalitet, men det, der stiller sig i vejen for hans vedkommende, er hans utilstrækkelige instrumentale kunnen. Tilbage står Sims, og den mand er jo til gengæld i stand til at forvandle alt til guld. Det gør han også her, og tilmed får han så rigeligt spillerum i numre som ’Almost LIke Being In Love’, ’Too Close For Comfort’, ’Wee Dot’ og sin egen ’Just Blues’, at det fjerde hjerte må være sikret. For Jutta Hipp sluttede den musikalske karriere to år senere. Hun vendte sig mod sin anden interesse, maleriet, samtidig med at hun forsørgede sig som syerske.