Mesterguitarist og violinlegende er ordene, som musikerforbundets pladeselskab Gateway bruger til at markedsføre deres nok mest spektakulære udgivelse i sæsonen, og det er ikke for store ord.
Den internationalt konkurrencedygtige guitarist Jacob Fischer har været en krumtap i dansk jazz i hvert fald i de sidste 15 år, og det kan virke helt utroligt, at han – selv om han er med på utallige pladeindspilninger – ikke før nu udgiver et album i eget navn.




























