Hvad gør man, hvis man vil have en sang til at sidde lige i skabet?
Man prøver og prøver. Arbejder og arbejder med materialet til hver eneste lille nuance i stemmeføringen, hver eneste lille trækning af en stavelse, hver eneste akkord i klaveret er på plads. Præcis som det skal være. Men er resultatet så stadig jazz? Når intet længere er overladt til øjeblikkets inspiration? Er det overhovedet levende musik, man kan forføres, røres og gribes af? I Curtis Stigers’ tilfælde ja. Det nye album fra manden, der utvivlsomt er en af vor tids store jazzstemmer, og som med mere jordnær beskedenhed fornuftigt tilføjer, at han også »ejer en saxofon«, er hans bedste til dato. Man kan nævne vokalister på stribe, hvis udødelighed skyldes deres evne til at swinge og være til stede i øjeblikket.
