Det er ikke længe siden, jeg anmeldte en glimrende cd med Putte Wickman og Ernie Wilkins Almost Big Band, og allerede nu er den svenske klarinettist aktuel igen. Denne gang i en række duoindspilninger med pianisten Jan Lundgren fra februar i år, hvor de to musikere tager afsæt i melodier, der indgik i Frank Sinatras repertoire, mens sangeren mod slutningen af 1950'erne stod på højden af sin kunst. Det er virkelig forunderligt, hvad den 80-årige Wickman præsterer her. Man siger jo gerne, at hvad ældre musikere mister i virilitet og bevægelighed, kan de vinde i udtrykkets dybde og inderlighed. Og det er ganske rigtigt, at Wickmans tone på instrumentet udstråler en varme og inderlighed, som næppe tidligere har gjort sig så stærkt gældende. Lige så påfaldende er imidlertid den ubesværethed, det rytmiske overskud og fraseringernes smidighed, han fortsat formulerer sig med. Det er naturligvis et spørgsmål om at holde håndværket ved lige, men når det er lykkedes så overmåde fint her, så har også Lundgren sin betydelige andel i det. Bortset fra nogle passager, hvor han lader venstrehånden agere som en lidt kluntet vandrende basstemme, formidler han i sit med- og modspil al den ro, der tillader Wickman at udfolde sig så frit og uanstrengt. Et spil, der både understøtter og kommenterer - og som på egen hånd ligeledes ytrer sig i fornemme solistiske indslag. I alt 15 numre rummer cd'en, og flertallet er små mesterværker. 'Once In A While' og 'Stella By Starlight', der holdes i rubato hele vejen, 'Ill Wind', 'Body And Soul' og 'When The Sun Comes Out' med Lundgrens smukt udbredte stride-spil samt 'The Song Is You' og 'Night And Day' i kongenialt integreret sammenspil op imod en underforstået puls. Blot for at nævne nogle af dem. En julegave, som man - hvis ikke andre vil - bør give sig selv.