Danske musikere, der har været i New York, taler gerne om den energi, der præger byens jazzliv. For den svenske pianist Jan Lundgren, der var i jazzens metropol sidste år for – på foranledning af den japanske klavertrioentusiast Mitsuo Johfu – at indspille denne cd sammen med bassisten Peter Washington og trommeslageren Kenny Washington, er det måske noget andet, der gjorde det største indtryk.
Nemlig den tryghed, han fandt ved at arbejde sammen med disse to amerikanske musikere, hvis spil, i sin kombination af stabilitet og rytmisk opdrift, giver Lundgren det helt perfekte afsæt. Det, der kendetegner Lundgrens spil, er netop, at det virker så uanstrengt og så upåtrængende. Desto mere lægger man mærke til de fornemt harmoniserede tonerækker, han binder sammen – og de pauser, han skyder ind imellem dem for at bevare musikkens luftige karakter. Og så er der endnu et træk, som man ikke møder hos mange andre pianister. Det er den måde, hvorpå han bruger venstrehånden til at føje en melodisk kommentar til det, han fortæller i højrehånden. Nogen banebrydende udgivelse er det ikke, men en cd, man lytter til med stor fornøjelse. Især har jeg lyst til at fremhæve Lundgrens fine fortolkning af Billy Reids ’The Gypsy’ i det udsøgte repertoire, der foruden tre af hans egne kompositioner, blandt dem ’M.Z’, hans smukke hyldest til Monica Zetterlund, der kom så ulykkeligt af dage sidste år, rummer standards som Brook Bowmans ’East Of The Sun’ og Vernon Dukes ’I’ Can’t Get Started’ samt et for mig ukendt Wayne Shorter-tema, ’This Is For Albert’, hvor den Albert, der hentydes til, er pianisten Bud Powell, som Shorters gamle kapelmester Art Blakey insisterede på at kalde ved dette navn.
