Risikoen for at sætte sig imellem to stole vil altid være til stede, når man har til hensigt at skabe crossover-kunst. Især når det drejer sig om at bygge bro over genrer, der i grund og bund ikke synes at have meget til fælles. Men blot det at sætte sig på to stole samtidigt kan være vanskeligt nok. For det er jo ikke tilstrækkeligt at sidde med en halv balde på hver. Det gælder om at fylde dem begge ud, så at man som udenforstående vil opleve det som en gevinst. Og det er faktisk lykkedes for Jakob Davidsen, komponist og pianist, med en dobbelt-cd, hvor Paul la Cours digte har tjent ham som inspiration. En forfatter og digter, der levede fra 1902 til 1956, og som i særdeleshed i 1940'erne og 1950'erne med sin tilknytning til Heretica-kredsen stod som en central skikkelse i det danske kulturliv. Med Trine-Lise Væring som vokalist, Peter Fuglsang på altsax, klarinet og fløjte, Flemming Agerskov, alternerende med Thomas Caudery på trompet, Jesper Falkensteen, alternerende med Mathias Friis-Hansen, på vibrafon, marimba og perkussion, Hans Andersson på bas, Peter Danemo på trommer og sig selv på diverse keyboards har Davidsen skabt et værk, der er bemærkelsesværdigt både ved sin personlige tone og i kraft af den fortræffelige fremførelse, der er blevet det til del. I sin melodik kan det siges at strejfe såvel folkevisen som børnesangen, samtidig med at det stedvist også fører over i atonaliteten og fastholder den rytmisk markerede puls, der er jazzens. For Væring må det have været en overordentlig krævende opgave at tilegne sig dette tonesprog og de bestandigt skiftende rytmiske mønstre, der tegner sig det i det. Men hun har formået at gøre med det overskud, der giver det sanglige udtryk vægt. Netop udtrykket. Ikke så meget ordene. Nu har jeg ikke den store forståelse for lyrik, så for mig er det det musikalske billede, der tæller. Og derfor opfatter jeg først og fremmest Værings rolle på linje med de øvrige instrumenter, om end den også rummer enkelte recitative passager. Af samme grund generer det mig heller ikke, at hun tillader sig at lave om på teksterne ("smerte og glæde" i stedet for "smerte og blidhed") eller udelader ord, så teksten strengt taget berøves sin mening. Musikkens uomtvistelige kvaliteter til trods kan man imidlertid ikke se bort fra, at der indsniger sig en form for monotoni efterhånden som man lytter sig igennem den første af cd'erne, 'Popsange'. Både melodikken og de minimalistiske ostinater, der danner underlægning, opleves som gentagelser, der svækker det stærke indtryk, som de indledende stykker formidlede. Den anden cd, 'Korn i natten', byder på større variation, både i melodisk og stemningsmæssig henseende. Ikke mindst titelnumret er et fremragende indslag i sin lette, luftige, der også fremhæver Værings sang på det smukkeste. Men under alle omstændigheder er tale om en særdeles spændende udgivelse. Og så præsenterer den et for mig nyt navn, Thomas Caudery, som der er grund til at følge med den største opmærksomhed.