Sig polsk jazz, og der er to muligheder. Enten kigger folk til siden og mumler noget om vejret. Eller også kigger de dig lige i øjnene og siger navnene på de to internationalt mest kendte polske jazzmusikere. Nemlig trompetisten Tomasz Stanko og den afdøde pianist Krzysztof Komeda, der også skrev musik til film af blandt andre Roman Polanski. Modaljazz Førstnævnte – det vil sige Tomasz Stanko – er godt kendt i Danmark. På denne cd fra ECM spiller polsk jazzlivs grand old man sammen med guitaristen Jakob Bro og dansk jazz’ unge, allestedsnærværende Anders Christensen på elektrisk bas. De øvrige aktører, der gør foretagendet til en kvintet, er to helt unge finner. Nemlig pianisten Alexi Tuomarila og trommeslageren Olavi Louhivuori. Sidstnævnte pusler ved trommerne, så man skulle tro, han var Paul Motian, og stemningen er i det hele taget afdæmpet med en snert af melankoli på en cd, hvor Stankos bronzestærke trompetlyd viser sig fra sin kendte, lyriske side i kompositioner af ham selv og af netop Komeda. Her er ro til gentagelser, og også Jakob Bros fingeraftryk er til at aflæse. For eksempel på nummeret ’Terminal 7’, der virker som improvisationer over et melankolsk fremadpulserende flow, og med en smuk solo på ’Samba Nova’. Udgivelsen kan rubriceres modaljazz. Musikkens fladekarakter giver mulighed for at synke ned i oplevelsen af den på en afspændt måde. Pladen røber i det hele taget en glæde ved det statiske. Når musikken alligevel er i bevægelse, skyldes det ikke mindst Anders Christensens bas, der bidrager mere til dynamikken, end man lige umiddelbart lægger mærke til i en lydproduktion, som placerer ham langt tilbage i billedet.
Uden mange soloer fra Jakob Bro er det Stankos trompet, der får lov at tage center stage på en afdæmpet stemningsplade, som passer ind i ECM’s lækkerlytningskoncept. Påvirkninger fra Bill Evans Til gengæld giver et line up af ikke færre end 12 musikere den gas på den 25-årige polske pianist Pavel Kaczmarczyks album ’Complexity in Simplicity’. Om end ikke alle 12 på samme tid. Uanset hvad man lægger i titlen, er pladen ikke vanskelig lytning. Veloplagt er det adjektiv, der springer som en gnist fra ørerne til hjernen, selv om Kaczmarczyks musik er både substantiel og raffineret udført. Jeg opgiver at remse navne på bassisten og de forskellige saxofonister op, men konstaterer, at de sammen med guitarist, trompetist og så videre leverer oppe på tæerne, swingende jazz, der ikke bare lusker eller lunter, men ofte danser deruda’. Eller ligefrem rocker. Når da ikke den står på en flygtig ballade som ’Blue Eyes’ lånt fra Elton John. Konceptet er fleksibelt, så formatet svinger fra trio til septet. Musikken er mainstream moderne post bop, men ofte med en klar prioritering af det melodiske.
