Pianisten Jacob Christoffersen er – trods sin højtkvalificerede tilstedeværelse i mange musikalske sammenhænge – en af de mere upåagtede jazzmusikere herhjemme. Og hans engagement i eksempelvis Shu-bi-dua er milevidt fra den jazzmusikalske og improvisatoriske fokus, han lægger for dagen på sin kun tredje udgivelse i eget navn med sit overskudsprægede og rytmisk prægnante klaverspil, diskret garneret med orgel og keyboard. Fokus ligger typisk for Christoffersen på en række rytmisk og harmonisk saftige numre – flere af dem med en uimodståelig fremdrift, tilvejebragt af kapelmesteren i tæt samarbejde med Jesper Bodilsen på bas og Jonas Johansen på trommer. LÆS OGSÅDanske musikere overstrålede amerikansk mestertrommeslager Især pladens første tre kompositioner er fremragende tænkt, udført og sammensat. ’Baker’s Blues’ er en spændstig sag udi moderne groove-jazz. Titelnummeret ’JC3’ fortsætter med et interessant springende tema. Og efter disse bøjer pladen sig ned i det smukt blomstrende moment, ’Star (to my love)’, der er en ballade med en vidunderligt cirklende melodisk struktur. Flere af de følgende stykker har ikke helt samme distinkte præg, men musikken viser nye dybder og overraskelser, hver gang man genhører den. Og versionen af Bob Dylans ’Don’t Think Twice’ er endnu et eksempel ikke blot på Jacob Christoffersens begavede klaverkunst, men også på, at trioen tilsammen kan kreere noget af det mest besættende og vedkommende klavertriojazz herhjemme lige nu. Stilfuldt Med vanlig sansfor iscenesættelsen poserer den nu hjemvendte gulddreng i dansk jazz, Niels Lan Doky, med sine purunge triopartnere på de cd-pressebilleder, der er knyttet til Dokys nye trioplade, ’Human Behaviour’.
Og det er helt bevidst, at den nu gråsprængte, men stadig stærkt fotogene Doky fremtræder i en faderrolle på billederne. For som det hedder sig i cd-hæftet, så var det Doky, der opdagede de to unge musikere trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer og gjorde dem kendte.




























