Vort første indtryk er naturligvis altid rent emotionelt, og det ligger frem for alt i den for kunstneren karakteristiske sound, der tryllebinder os. Hos Diana Krall er det den let slørede stemme, der kan bevæge sig igennem alle stadier fra det helt klangløse til det fuldt udfoldede. Men så er der alt det andet. Hvordan kommer det til hende, alt det, der er så uopnåeligt for andre? Hendes rent ud fantastiske fraseringsevne. Måden, hvorpå hun kan skandere en tekstlinje, så det velkendte opleves som nyt og overraskende. Som i Harold Arlens 'Let's Fall in Love', hvor hun trækker første ord (stavelse) i anden frase hen i første. Eller med hvilken træfsikkerhed hun anvender korte eller lange vokaler. Og så kan man endnu en gang få anledning til at konstatere, at sangere, der samtidig er instrumentalister, i kraft af dette ejer et uvurderligt aktiv frem for dem, der ikke er det. Hør bare, hvor frit hendes sang og ledsagende klaverspil i George Gershwins 'S Wonderful' forholder sig til hinanden. For i disse elleve optagelser fra et fire dages gæstespil på Paris-Olympie i november-december 2001 er det ligeledes bemærkelsesværdigt, hvor glimrende en pianist Diana Krall har udviklet sig til. Hendes introduktion til 'Devil May Care' er en lille perle. Og så swinger hun jo ganske formidabelt, understøttet af John Climton på bas og Jeff Hamilton på trommer samt guitaristen Anthony Wilson, der derudover er en fremragende solist. Men mere end noget er det hendes sangkunst i ballader som Cole Porters 'I've Got You Under My Skin', Rube Blooms 'Maybe You'll Be There' og Joni Mitchells 'A Case of You', som ikke vil slippe taget i én. Og så rummer cd'en tilmed et tolvte nummer, Billy Joels 'Just the Way You Are', indspillet i New York med bl.a. Michael Brecker på tenorsaxofon.