I Japan forelå der allerede dengang yderligere et otte cd-sæt fra de samme gæstespil, der hovedsageligt bragte optagelser fra de pågældende afteners første sæt, og det er nu også tilgængeligt herhjemme. Et nærliggende spørgsmål kunne være, om vi ikke er rimeligt dækket ind med det første sæt. Dertil kan jeg kun svare, at det japanske sæt byder på lige så uundværlig musik. I smerten over tabet af en betydelig musiker vil man ofte hævde, at han netop stod på højden af sin kunst, da det skete. Disse ord har næppe haft større gyldighed end i Evans' tilfælde. Hans enorme indflydelse på andre pianister af alle årgange, havde allerede gjort sig gældende i over 20 år. Men selv havde han også udviklet sig i al denne tid, og hvis man stadigvæk ville hænge sig i den opfattelse, at han skulle være en indadvendt natur, så fortæller disse optagelser noget ganske andet. For det er uhyre sjældent, at en jazzmusiker har tilladt sig eller formået at blotlægge sine følelser så rigt udfoldet og samtidig så afklaret. I hurtige tempi, som i Henry Mancinis 'Days of Wine and Roses', ofte optændt af en energi, der synes uudslukkelig, og i balladerne med en sans for nuancering, der ikke har sin lige. Derfor kan man opleve, at Evans, i kongenialt sammenspil med bassisten Marc Johnson og trommeslageren Joe LaBarbera, udfylder hvert øjeblik med en emotionel intensitet, der er altopslugende. Og det interessante ved at følge Evans' trio igennem otte dage i et repertoire, der ikke ændrer sig meget fra aften til aften, er ikke mindst, hvordan det enkelte nummer kan ændre karakter fra gang til gang. Selve dispositionen er gerne den samme, lige så vel som også visse træk i improvisationsforløbet er det. Derimod kan udtrykket være meget forskelligt. Tag eksempelvis den indledende søndags og mandagens versioner af Evans' valsetema 'Tiffany'. Den første glitrende lys, den anden lidt langsommere, mere eftertænksom og dvælende - og endnu dristigere i sin frigjorthed over for 3/4-takten. (Hvilket anskueliggør, at Evans selv betragtede det rytmiske aspekt i sit spil som sit væsentligste bidrag til en fornyelse af jazzen). Mens det i tirsdagens version igen er valsefornemmelsen, der er fremtrædende. Endnu mere markant er forskellen på fredagens og den anden søndags udgaver af Evans' 'Laurie'. Den sidstnævnte fremført ganske let til sinds i forhold til den første, hvis indtrængende dramatiske ekspressivitet er af rystende virkning. Men gå selv på opdagelse i denne mageløse musik og forstå, hvor meget jazzen har mistet ved Bill Evans' død.