Jens Winther kender ikke til begrænsninger. Hverken som komponist eller som trompetsolist. Og det har både sine gode og mindre gode sider. Det første når han tør sprænge rammer. For man forventer næppe, at man - som Winther gør det suiten 'Facing The Sun' - lader en yderst konventionel bossa nova blive efterfulgt af en sats, der er ren klangkunst, dybt influeret af Györy Ligeti. Beundringsværdigt er også den dristighed, Winther udviser i cd'ens anden suite, 'Pluto And Beyond', hvor voldsom ekspressionisme smelter sammen med lyrisk impressionisme og jazzelementer smelter i en stort anlagt symfonisk form. Og ikke nok med, at det er dristigt. Det er ligeledes glimrende skrevet - og flot fremført af det nederlandske 52 m/k-store Metropole Orchestra, der i disse optagelser fra hhv. 1998 og 2001 spiller under ledelse af hhv. Vince Medoza og Markku Johansson. Men det kan blive for meget, når Winther tårner det ene klimaks op efter det andet eller strækker visse sekvenser eller sin egen rolle som solist så langt ud, at den oprindeligt vakte interesse når at svækkes igen. Og netop fordi hans værker og de enkelte satser kan være af en ganske betydelig længde, kan jeg også savne en klarere disposition i nogle af dem.
Grænseoverskridende
Lyt til artiklen
