Det var Master Fatman, der i sin jazzmosfære i det senest udkomne nummer af tidsskriftet Jazz Special mindede mig om, at der blandt de cd'er, der ventede på at blive anmeldt, fortsat lå 'This Is Billy Mitchell'. En genudgivelse fra 1962 med denne tenorsaxofonist, der var født i Kansas City, men opvokset i Detroit, hvis frugtbare jazzmiljø også havde huset musikere som Lucky Thompson, Sonny Stitt, Milt Jackson og brødrene Hank, Thad og Elvin Jones. På pladen er Mitchell i selskab med bl.a. trompetisten Dave Burns, vibrafonisten Bobby Hutcherson, bassisten Herman Wright og trommeslageren Otis Finch. De to sidste som et team, der virkelig forstår at fyre op under Mitchell. Med en fortid i Woody Hermans, Dizzy Gillespies og Count Basies orkestre var Mitchell en fortræffelig solist, der både kunne formulere sig blidt og sødmefyldt, som han her gør det i 'Sophisticated Lady' og 'Passionova', og swinge uimodståeligt med en afspændthed i sit afsæt, der på ganske forunderlig vis fik hans spil til at svæve. I sin egen 'J & B' sender han tankerne i retning af både Dexter Gordon og Johnny Griffin. Og hør også, hvad han får ud af en standard som 'You Turned The Tables On Me'. Det er stort tenorspil. En herlig plade, hvor også Burns og Hutcherson svarer for fine indsatser.