Det er kun et års tid siden, der sidst kom en indspilning af Beethovens fem sonater for klaver og cello med danske musikere. Oven i købet fra det samme danske plademærke, Classico. Til gengæld har selskabets nyudgivelse nogle fortrin målt mod Morten Zeuthen og Amalie Mallings indspilning fra slutningen af 2005.
Først og fremmest får man hos Henrik Brendstrup og Marie Rørbech ikke kun Beethovens cellosonater, men også hans tre variationsværker over melodier af kollegerne Händel og Mozart. Vel at mærke uden at man skal betale ekstra af den grund. For det andet er lyden på optagelsen markant bedre. Rummet er simpelt hen klarere defineret.




























