For traditionelle brassbanddyrkere er det sikkert noget af en udfordring, for Nørgård-fans en lille konfektæske af karakteristiske, men ikke alt for krævende værker. Messingets særlige gave er en stemmernes og klangenes klarhed, som kan invitere også den mindre initierede indenfor i en magisk flerdimensional og fluktuerende klangverden.
’Nu dækker sne den hele jord – Vintersalmer’ for kor og otte tubaer er en kollage af flere tidligere værker over fælles stof og refrænagtigt flettet sammen med pladens øvrige fire værker. Det får karaktererne til at kollidere lovlig brutalt, men det kan man programmere sig ud af. I sig selv er det et smukt lyrisk værk af en mild, betaget alvor.



























