0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritik Violinistiske drømmerier

De tre violinkoncerter skrevet af henholdsvis Erich Wolfgang Korngold, Samuel Barber og William Walton er alle af høj klasse og en ægte nydelse at lytte til.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skrevet omkring Anden Verdenskrig læner disse tre koncerter sig alle op ad et romantisk sangbart udtryk, som dog – selv om man kronologisk bevæger sig baglæns – bliver mindre tilbageskuende, jo længere man kommer ned gennem rækken.

Østrigskfødte Korngold bygger på temaer fra den filmmusik, han havde levet af, siden han emigrerede til USA. Det er fuldblods senromantik med ægte østrigsk Schmalz. Her overlever die Welt von gestern som lækkert instrumenteret honning for ørerne med en let anløben smag.

Amerikaneren Barber var knap 30, da han skrev sin koncert, som – bortset fra en kort, hvirvlende finale – domineres af mildt solbeskinnet lyrik med en fært af sval neoklassicisme og en lige så ubestemmelig som umiskendelig amerikansk duft. Det er pladens kendteste og smukkeste værk.

Høj klasse
Englænderen Walton brød igennem som enfant terrible, men da han skrev sin koncert under Italiens sol, havde han løbet de skarpeste horn af sig. Han er dog klart modernisten af de tre med skarpere harmonik, kantede rytmer og dominans af energiske tempi. Lyrisk sangbarhed veksler tidstypisk med satirisk vid.

Hvert af de tre værker har sin særlige charme, skønhed og personlighed og dertil den virtuose brillans, der kendetegner en ægte koncert, og Ehnes forener overlegen virtuositet med en stor, smuk tone og sikkert formende frihed i deklamationen.

Det er violinspil af høj klasse i vågen dialog med orkestret i smukke, klare optagelser. Pladen er en ægte nydelse.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere