Skrevet omkring Anden Verdenskrig læner disse tre koncerter sig alle op ad et romantisk sangbart udtryk, som dog – selv om man kronologisk bevæger sig baglæns – bliver mindre tilbageskuende, jo længere man kommer ned gennem rækken. Østrigskfødte Korngold bygger på temaer fra den filmmusik, han havde levet af, siden han emigrerede til USA. Det er fuldblods senromantik med ægte østrigsk Schmalz. Her overlever die Welt von gestern som lækkert instrumenteret honning for ørerne med en let anløben smag. Amerikaneren Barber var knap 30, da han skrev sin koncert, som – bortset fra en kort, hvirvlende finale – domineres af mildt solbeskinnet lyrik med en fært af sval neoklassicisme og en lige så ubestemmelig som umiskendelig amerikansk duft. Det er pladens kendteste og smukkeste værk. Høj klasse Englænderen Walton brød igennem som enfant terrible, men da han skrev sin koncert under Italiens sol, havde han løbet de skarpeste horn af sig. Han er dog klart modernisten af de tre med skarpere harmonik, kantede rytmer og dominans af energiske tempi. Lyrisk sangbarhed veksler tidstypisk med satirisk vid. Hvert af de tre værker har sin særlige charme, skønhed og personlighed og dertil den virtuose brillans, der kendetegner en ægte koncert, og Ehnes forener overlegen virtuositet med en stor, smuk tone og sikkert formende frihed i deklamationen. Det er violinspil af høj klasse i vågen dialog med orkestret i smukke, klare optagelser. Pladen er en ægte nydelse.