Tolvtonemesteren Arnold Schönberg elskede den første kvartet i g-mol så højt, at han orkestrerede den for fuldt symfoniorkester, og især den første og den tredje af Brahms’ kvartetter for klaver og tre strygere er nogle af litteraturens fornemmeste kammermusikalske perler.
Ikke blandt de bedste
Det er de to, den tyske Fauré Kvartet har indspillet på en enkelt cd. Men deres indspilning når ikke op til de bedste. Her ases og mases generelt for meget med nordtyskerens i forvejen ret så møjsommelige opbygninger. Selv om energien i for eksempel den tredje kvartets scherzosats intet fejler, blegner lyrikken på de mere inderlige steder.
Sammenligner man med pianisten Marc-André Hamelin, der besøger Tivolis Koncertsal nu til sommer, og som på plademærket Hyperion har indspillet alle Brahms’ tre kvartetter sammen med Leopold Strygetrio, opdager man, hvad tyskerne misser.




























