Den unge russiske pianist Alexander Melnikov er mere end muskler. Mere interessant end en hel del af de mere kendte navne, der opreklameres af de store klassiske labels.
Styrke og klarhed kan fortolkeren ikke undvære i Rakhmaninovs klaverstykker, men det er ikke nok. Der er også lindt flydende poesi i russerens senromantiske nodepen og ikke så lidt nostalgi og melankoli, som vil ud.




























