I disse dage er András Schiff tilbage for i Tivoli at aflægge rapport om endnu en etape i sin odyssé gennem Beethovens monumentale sonateværk. Københavnerne kan prise sig lykkelige over, at den ungarske pianist konsekvent lægger vejen her forbi for at præsentere sine tilløb til en langsomt modnet komplet indspilning. Interessantere, mere følelsesmættet dybdeborende tolkninger af disse enestående mesterværker finder man næppe i dag. Indspilningen sker i kronologisk orden. Schiff insisterer på aldrig at se de enkelte sonater i bagklogskabens lys, men lade sig overraske af Beethovens udvikling, som det skete for hans samtid. Den nye plade med fire sonater af en komponist, der endnu kun var i tyverne, er kun nr. 2 i rækken. Mest kendt er 'Pathétique', i hvis 1.-sats Schiff lader sig overrumple af en romantisk lidenskab og et fysisk raseri, som i forhold til opus 10 bliver et af de markante brud, Beethovens produktion er så rig på. Hvor opus 10 - alle skarpt optrukne karakterkontraster ufortalt - gennemsyres af klassisk renhed med luft i klang, artikulation og stemmeføring, udvider Schiff klangrummet i opus 13 og lader satsens energi oversvømme hvert spor af sirlighed. Karakteristisk for denne nye patos repeterer han den langsomme indledning sammen med ekspositionen (noderne siger noget andet, men autografen er tabt, og formelt virker det helt overbevisende), vælger et bredt og magtfuldt tempo og skærpede punkteringer a la fransk barokouverture og lader en vældig akkumuleret spænding udløses i den furiøse allegro. De følgende, mindre revolutionerende satser lever på samme kvaliteter som opus 10, og de er mange: et skarpt øre for de mindste pointer, der integreres sømløst i en strømmende helhed, en levende dialog af motiviske personligheder, ekspressivt syngende melodiføring og ikke mindst en fascinerende retorisk frihed i foredraget, som dog aldrig kommer i konflikt med det samlende overblik. Schiff gennemlyser musikken med sin egen beundring og betagelse.