Hans 'Tristan'-cd fra Wien var ikke dårlig, men Thielemanns 'Parsifal' er et hit. Sangerbesætningen er stærk med en flot og dynamisk Amfortas og en dramatisk nuancerende Gurnemanz, der i sin irettesættelse af Parsifal - dér hvor den komplette tåbe uden ond intention har skudt svanen - hidser sig gedigent op. Han er ikke kun en hellig mand, men i høj grad også et menneske. Dertil kommer Thielemanns fornemmelse for Wagner, der her beviser sig for alvor. Wienerne giver ham den dér sitrende overjordiske strygersats og følger op med hele udtryksspektret. Over det ophidsede, men stadig klare og fleksible til gysende forvandlingsmusik inden gralsriddernes nadver og en overvældende afdækning af den hellige gral. Domingo er bedre som Parsifal end som Siegmund, som han for nylig sang i Kasper Bech Holtens opsætning af 'Valkyrien'. Musikken i Parsifal er ikke på samme måde konversationsagtig, og det hjælper meget. For det er Domingos bronzeflydende linjeføring, der er hans stærke kort. Selv om tenorens prægtige middelhavsrøst også her virker lidt som et fremmedlegeme med småpudsig udtale og det der store, kompakte vibrato. Slutningen af anden akt hos Thielemann er som glødende magma. En imponerende vulkan i udbrud. Klingsor er rå og noget brutalt ved stemme, og Waltraud Meiers Kundry forener to verdener af synd og bodfærdig, oprigtig anger. Ingen er middelmådig på en indspilning, hvor også gralsridderne og blomsterpigerne er ros værd. Og som oven i købet præsenterer et dejligt realistisk lydrum på denne netop udgivne liveopførelse fra Wiener Staatsoper i juni sidste år.