Var hans indifferente holdning en stor musikers naive drøm om at kunne bevare roden af gammel tysk kulturtradition i et ondt rige? Eller var det ren og skær praktisk opportunisme? Det er muligt, at selv Furtwängler har været i tvivl om sine grunde. De allierede var det dog ikke: De dømte ham fra pind og podium - for to år. Sagen mod Furtwängler blev senere til et teaterstykke af Ronald Harwood, 'Der Fall Furtwängler', som frit byggede på forhørsprotokollen, og senest til filmen 'Taking Side' med Stellan Skarsgård som den betrængte tyske dirigent i sandhedens time. Filmens lydspor rummer musik fra samtidens Berlin samt - naturligvis - originale optagelser med Furtwängler og hans orkester, Berlinerfilharmonikerne. Bl.a. kan man høre to udgaver af første sats af Beethovens Skæbnesymfoni, én fra 1943 med Furtwängler - og så én helt ny med Daniel Barenboim, der til lejligheden har imiteret den gamle dirigents tempi, fraseringer etc. Meget kuriøst og andagtsfuldt. Det bliver mere interessant at høre Barenboim dirigere et af Furtwänglers egne store værker: En indspilning af hans 2. symfoni hævdes at være i støbeskeen. At denne store musiker betragtede sig selv mere som komponist end dirigent, er svært at forklare og endnu vanskeligere at forstå, når man først har prøvet at lytte sig gennem én af hans tre Bruckner-inspirerede symfonier. De to første varer tæt på halvanden time, og de føles heller ikke et nanosekund kortere. Den tredje symfoni skrev Furtwängler, mens han sad 'i skammekrogen' og måtte tåle sit indre eksil. Symfonien har selvbiografisk karakter, og de patetiske satsbetegnelser ('Verhängnis', 'Der Zwang des Lebens', 'Jenseits' og 'Der Kampf geht weiter') siger næsten lige så meget som en million noder. Hver sats er meget stort anlagt, meget dyb, meget dygtigt instrumenteret og en kende kedelig.