Grande Polonaise brillante med forudgående Andante spianato spiller han rigtig smukt. Det er klar Chopin, og man kan mene, der er noget afgørende åndsbeslægtet i den klangligt spinkle approach, der får melodispillet til at lyse. Selve polonaisen har en fylde, spændstighed og klarhed. To etuder fra opus 10 er lutter lys elasticitet suppleret med et forsøg på at mørkne klangen, når de fine tonekaskader skal omskabes til fortvivlelse i a-mol-etuden fra opus 25. Tre nocturner nyder godt af Yundi Lis lyse spil, men skifter ikke så meget farve, og nu tror jeg, jeg har skrevet 'lys', 'fin' og 'klar' cirka tyve gange, så nu stopper jeg.