Barok er godt! Barok er et hit! Det er sprællevende barokmusik, det købedygtige klassiskpublikum vil have, og i den klassiske del af plademarkedet, hvor cd’er stadig sælger som varme rundstykker, er pladeselskaberne mere end flinke til at imødekomme efterspørgslen. Det vælter ud på markedet med barok-cd’er: Händel, Bach, Vivaldi, Scarlatti med mere. Alle de kendte kunstnere laver dem. Men uha, der er forskel på udgivelserne. Efter succes med albummet ’Amoureuses’, hvor hun sang Haydn og Mozart – Patricia Petibons debut for Deutsche Grammophon – har den Pippi Langstrømpe-agtige sopran med det finurlige navn kastet sig ud i barokmusik med kastagnetter, barokguitar og tamburiner. Hun griner, sukker, flirter og raser!
Fyrig, fræk nærværskunst
Barok er i disse år alt andet end pæn teselskabsmusik. Det er fyrig, fræk nærværskunst, og det er i de hidsige og sprælske sager som for eksempel den indledende arie ’Quando voglio’ fra ... nej ikke Händels ’Julius Cæsar i Egypten’, men derimod den mindre kendte Antonio Sartorios opera efter samme plot, at hun fænger forrygende.
Det forhindrer dog ikke Händel-hits som ’Lascia ch’io pianga’ eller Cleopatras ’Piangerò’ fra Händels ’Julius Cæsar’ i at røre og bevæge tilhøreren på en usædvanlig, tidsophævende måde. En stor del af æren for cd’ens kvaliteter tilfalder i øvrigt barokspecialisten Andrea Marcon og hans aldrig mindre end velspillende barokensemble fra Venedig. Petibon har en usædvanligt levende, sensuel barokstemme. I løbet af 2000’erne har den udviklet sig fra det instrumentalt kønne til noget meget mere kødeligt. Der er noget dragende over det blodrige i hendes dristige, hidsige koloraturer. Til sommer synger Pippi-sopranen Petibon titelpartiet i Alban Bergs moderne operaklassiker ’Lulu’ ved Salzburg Festspillene. Her, på cd, er hun en forførende solist i 1700-tallets operaarier. Også nogle af de glemte af for eksempel Alessando Scarlatti, Vivaldi og kastratkomponisten Nicola Porpora, der ellers lige var blevet en specialitet for mezzokollegaen Cecilia Bartoli. Mens den rødhårede Patricia Petibon formår at lægge anmelderen ned med sit temperament, er det fra første takt en tåkrummende oplevelse at lægge akkordeonvirtuosen Richard Gallianos nye Bach-cd i afspilleren.
