Cosí Fan Tutte af W.A. Mozart. Iscen.: Sven-Eric Bechtolf. Medv.: Malin Hartelius, Anna Bonitatibus, Oliver Widmer m.fl. Operahuset i Zürichs kor og orkester. Dir.: Franz Welser-Möst. Arthaus-dvd 101495.
Det lyder som den bedste dessert. Zürichoperaens sangere smører fed flødeskum ud over en sprød, energimættet bund af porøs orkesterklang. Bid, fylde og velsmag. Alt, hvad der iscenesættes fra dirigentpodiet af den fremragende Mozartfortolker Franz Welser-Möst, emmer af overdreven luksus.
At der så affyres enkelte bizarre skævskud i den sceniske, i øvrigt traditionelle, fortolkning af Mozarts udødelige komedie, bliver mere ligegyldigt. Welser-Möst fortæller den musikalske side af den lille historie med stor ro og balance. Oliver Widmer er fremragende som den kyniske læge Don Alfonso, der giver de to storskrydende, smørsyngende unge officerer en lærestreg om kødets lyst.






























