Siden slutningen af september og i hele sidste måned har Anna Netrebko stået på The Metropolitan Operas scene i New York for at åbne den nye sæson som hovedrolleindehaver i Donizettis opera 'Anna Bolena'.

Bedre eksponering i forhold til det amerikanske publikum kan Netrebkos europæiske pladeselskab ikke ønske sig, og det er da formentlig også kvikke forretningsfolk hos pladeselskabet, der har set mulighederne lige netop nu i udgivelsen af et livealbum med blandede arkivoptagelser fra Netrebkos forestillinger på The Met.
Retrospektiv udstilling af arier og ensembler Hvorom alting er, så består 'Live at the Metropolitan Opera' af en times retrospektiv udstilling af, hvad den russisk-østrigske stjernesopran har sunget i New York, siden hun for ni år siden debuterede som en genert ung Natasja i Prokofjevs 'Krig og fred'. LÆS OGSÅ Det er uddrag fra radiotransmissioner fra The Met, man kan lytte sig igennem, og af samme grund er lydkvaliteten svingende. Men det, der især overrasker, er udvalget af arier og ensembler fra de forskellige operaer, Netrebko har sunget i New York.
Smeltende sødme Trods sit lyriske udgangspunkt er Anna Netrebko kendt for et forholdsvis slagkraftigt, romantisk og bel canto-præget repertoire, og det virker pudsigt at høre hende som den spæde Zerlina i Mozarts 'Don Giovanni', når hun allerede i 2002 - året for sin Met-debut - sang det noget tungere, mere dramatiske parti som Donna Anna fra samme opera i Salzburg. Fra Verdis 'Rigoletto' får vi ikke Gildas hitarie 'Caro nome', men derimod nogle af de uhyggetunge ensembletakter fra operaens sidste akt. Faktisk er albummets eneste egentlige koloraturperle den vaklende, formørkede vanvidsarie fra Donizettis 'Lucia di Lammermoor'. LÆS OGSÅMesterdirigent fremkaldte besynderlig og egensindig dødsmosaik Det er muligvis et klogt valg, for Netrebko er strengt taget ikke ild og hidsig udadvendthed. Hendes fokuserede, ofte meget lækre klang er indlejret i et grundlæggende afdæmpet temperament, og det er netop kvaliteter som smeltende sødme, der flyder fra et uddrag af Donizettis muntre 'Don Pasquale'. Her kommer sopranens kvaliteter klarest frem. Hvad kritikeren fra New York Times har tænkt på, da han i 2002 kaldte New York-debutantens indsats i 'Krig og fred' »køligt nordisk«, er til gengæld svært at sige.
Kriseplaget tenor Men selv om udvalget fra Netrebkos ni Met-år ikke er lutter berømte highlights, viser det stjernen over for supertenorer som Joseph Calleja i Offenbachs 'Hoffmann' og en hulkende Roberto Alagna i Gounods franske 'Romeo og Julie'. Cd'ens to uddrag fra 'La bohème' - stærke, om end ikke definitive - kommer først til allersidst med Piotr Beczala som Rodolfo. Mens tilhængere af Anna Netrebko må træde vande med et tilbageblik på divaens amerikanske år, holdes tenoren Rolando Villazóns fans fortsat helt ude af operahusene. Sidste år udgav den kriseplagede tenor et album med mexicanske sange. Nu er han aktuel med filmmusik. LÆS OGSÅSangerinde bliver vanvittig uden sit hemmelige sted Her skal man være både Villazóntosset og glad for det klistrede, hvis man skal falde i svime over klassikere som Chaplins 'Smile' og sange som 'Autumn Leaves' og 'The Windmills of your Mind', der er gået hen og blevet standards for jazzmusikere. Den første synges med fuldfed smægten og professionelt arrangerede strygere. De to sidste henholdsvis på patosfyldt fransk (som den originalt også skal - 'Autumn Leaves' eller 'Les feuilles mortes' stammer fra 1946-filmen 'Les portes de la Nuit') og med tangoinspireret guitarakkompagnement.
Erfarent filmorkester 'When You Wish Upon a Star' er lige til at putte ind i Disneys juleshow. Så må man selv afgøre, om det er en anbefaling eller det modsatte.