Han kan minde lidt om den afdøde mesterdirigent Carlos Kleiber. Men Manfred Honecks ideer og måden, han kan lide at bygge en koncert op på, er helt hans egne. Nogle læsere vil huske dengang for små 15 år siden, da østrigeren i Tivolis Koncertsal råt og brutalt kappede hovedet af komponisten Alexander Zemlinskys symfoniske digt 'Den lille havfrue' og syede resten sammen med en glad og frejdig Mahlersymfoni! Et nyt musikalsk monster var født. Siden har Honeck været her flere gange og altid vist sig som en skarp dirigent. Men igen ved ugens Torsdagskoncert var manden fra Wien ude og kombinere fundne objekter for at bygge sin helt egen musikskulptur. Hostende publikum Denne gang var det Mozarts rekviem, der fik skrællet sine uoriginale dele bort. Altså de dele, elever på enkens opfordring skrev efter Mozarts død. Tilbage stod en mesterlig, men ufuldstændig dødsmesse. Den havde i sig selv været fascinerende at opleve, sådan som 'Lacrimosa'-satsen efter få takter springer ud fra timetervippen og forsvinder i intetheden. Tænk, hvis vi bare havde fået stilhed efter det. Men Honeck fyldte stilheden ud. Og godt det samme, for det danske efterårspublikum hostede som sædvanlig. Fint at Honeck bare ventede, til han og orkestret kunne få ro til at begynde på næste sats! Fra en gang ude bag koncertsalen messede en usynlig del af DR's herrekor tidløse gregorianske sange, mens skuespilleren Paul Hüttel fra scenen læste Mozartbreve op. Foruden digte og uddrag af 'Johannes' åbenbaring'. Besynderlig Med blandt andet Mozarts dybtfølt nuancerede 'Maurerische Trauermusik' og til sidst en fjernt mumlet 'Ave verum corpus' fra kor og strygere smidt oven i rekviemstumperne var bægeret mere end fuldt. Resultatet blev en besynderlig mosaik om døden, hvori Mozarts ufuldendte messe næsten druknede. En underlig oplevelse. Da især, fordi Honeck med sit mesterlige tag på det direktionsfag, der er så meget mere end 'Maestro'-underholdning, opnåede en slankhed, en dynamisk klarhed og en præcision fra DR SymfoniOrkestret, som i sig selv var en nydelse. LÆS OGSÅBlændende sangere redder Mozart-klassiker Det lød overraskende, når DR's fremragende kor blev bedt om overtydelige betoninger som ved tekststedet »et lux perpetua«, men det overordnede indtryk var på en gang musikalsk fornemt og kunstnerisk sært. Foruden koret kunne man nyde fire internationale vokalsolister - Christiane Karg, Kristina Wahlin, Maximilian Schmitt og Liang Li - der alle var værd at lytte til. Med en smukt balanceret symfoni nr. 39 af Mozart rodfæstet i wienertradition inden dødsmosaikken blev det en besynderlig, men også meget fin Mozartaften i Koncerthuset.