Scenen er en hotellobby af den slags, operainstruktører og -scenografer har tyet til så tit. I sig selv er den ikke noget genialt påfund. Men i løbet af aftenen spejlvendes lobbyen. Et enkelt greb, der illustrativt reflekterer udviklingen i Mozarts elegante opera ’Così fan tutte’. Operaen, der har tekst af den geniale Lorenzo da Ponte, handler om, at alle kvinder er utro. Hvad det egentlig er for noget sludder, skal man spørge den desillusionerede Don Alfonso om. Det er ham, der sætter intrigerne i scene, og med forklædninger og hjælp fra stuepigen Despina lykkes det ham at få operaens to unge kvinder til at bedrage deres to unge mænd.
Uden at vide det bytter kvinderne kærester. Da alt til sidst opklares, har Don Alfonso vundet det væddemål, han indgik i operaens begyndelse med de kække ungersvende, der ellers ville have forsværget at netop deres udkårne kunne falde for andre end dem. Det er handlingen i en opera, hvor koret har en begrænset rolle. Mozarts musik er fantastisk, og sammen med lignende luksusanretninger som Richard Strauss’ ’Rosenkavaleren’ er ’Così fan tutte’ en af de få operaperler, det er vanskeligt for nutidige instruktører at vride armen om på. Måske af samme grund er det lidt diffust, hvor langt oppe i tid vi befinder os med Det Kongeliges nyindkøbte ’Così fan tutte’. Læderkufferterne, som piccoloerne slæber på, er ældre end den walkman, en af gæsterne på et tidspunkt diskodanser rundt med, og vi må nok bare stille os tilfredse med, at vi er et sted, der sådan rundt regnet kan kaldes for vore dage. Eller i hvert fald tæt på.
