Hun er alene på scenen. Og selv om det ikke er nogen koncertoptagelse, er lyden og den tekniske produktion så fabelagtigt god, at man føler, hun spiller musikken live.
Man mærker rummet. Meget tydeligt, endda – og man fornemmer klart violinistens koncentration og fokus på grund af hendes åndedrag, der høres svagt. At musikken er vanskelig at spille, kan man til gengæld ikke høre. I dén grad ikke, faktisk. Isabelle Faust er så overlegen på sin Stradivarius, at hendes livtag med Bachs soloværker lyder næsten for cool. Selv om violinisten ofte har ikke færre end fire stemmer, hun skal spille med sin bue på en gang – eller i det mindste få det til at lyde, som om hun spiller – så får hun hele tiden musikken gjort superklar. Først da musikken er forbi, overvejer jeg, om Faust alligevel er fræset gennem Bachs noder, så resultatet blev en tand for effektivt. Men her snakker vi virkelig luksusproblemer! Bach på power-violin Det er Isabelle Fausts aldrig svigtende balance, hendes overbevisende styrke og præcise intonation, der præger fortolkningerne. Også hendes svage, som regel helt fraværende vibrato smider denne cd op i toppen af bunken sammen med nye indspilninger af Bachs soloværker for violin. I øvrigt flere af dem lavet af kvinder som den muskuløst spillende russiske Viktoria Mullova og Fausts tyske landsmand den brillante unge Julia Fischer. Isabelle Faust matcher Mullovas power i sit spil. Tyskerens fortolkning af Bachs store, berømte chaconne fra partitaen i d-mol er frygtindgydende i sit stærke udlæg.
