Havde han været ens bror eller søn, havde man været utrøstelig, for Schubert var kun 31 år, da han døde. Han kom altså kun lige godt og vel igennem 20’erne, og det kan man jo på ingen måde kalde for et fuldt levet menneskeliv. Alligevel giver det al mulig mening at tale om Schuberts modne, ja endda om hans sene værker. Sangcyklussen ’Winterreise’, den store symfoni i C-dur, strygekvintetten i C-dur og de tre sidste klaversonater driver musikken længere ud i den kolde sne, end nogen komponist havde drevet den før. Schubert er en af de absolut vigtigste skikkelser i den tidlige musikalske romantik. Ikke buldrende som Berlioz. Ikke patetisk som Tjajkovskij, men lige så følelsesstyret i sin verdensoplevelse, der med tung tragedie og stille spleen ligger fuldt på linje med de litterære romantikere fra Schuberts samtid i begyndelsen af 1800-tallet. Kan ske, dette romantiske musikgeni materialiserede sig i en lidt komisk lille, rund krop med briller. En krop, der tilhørte en udefra set almindelig skolelærersøn fra Wien.
Det ændrer ikke ved, at musikken – og her taler vi ikke kun om Schuberts mere end 600 lieder, men også i høj grad om hans modne og sene klaverværker – rummer følelser så rørende, sødmefulde og bitre, at man er langt væk fra noget, der minder om en lavloftet skolestue. Dramatisk fremdrift Med den intense sørgmodighed, pianisten Maria João Pires præsterer på sit nye Schubertalbum, lyder Schuberts weltschmerz ikke bare kuldslået. Den bliver til et meget konkret og hjerteskærende anliggende for lytteren. Pires spiller to af Schuberts sonater for klaver, og i første sats af sonaten i a-mol er det kun korte og flygtige glimt af lykkeligere dage, der farer gennem en tynget sjæl.
