Hvilken film er det fra, spørger man umiddelbart sig selv, når den mest velklingende af den tyske komponist Sven Helbigs 12 minisymfonier, ’Zorn’, præcist fylder rummet med en intens følelse af melankoli opbygget af en lille tilbagevendende klaverfigur og nogle diskrete strygere.
Og det sætter problemet på spidsen: ingen.
LÆS OGSÅ To mørke album tuner grænseoverskridende smukt ind på tristheden
De fire minutters musik lyder som en sørgmodig slutning på et socialrealistisk filmdrama, hvor man ikke kender historien og derfor ikke rigtig føler noget for det.
Og sådan går tiden desværre på det meste af Helbigs portræt-cd ’Pocket Symphonies’.
Den lille motor i den store fortælling
44-årige Helbigs symfoniske eventyr har masser af artsfæller i musikhistorien.
En af dem, Hector Berlioz’ banebrydende fortælling om en ung kunstner, der drømmer sig hen i en sær verden, ’Symphonie Fantastique’ fra 1830, er måske nok lige så lang som hele Helbigs skive.
Men også den handler om at skabe hurtig identifikation og tydelig forståelse.
Polsk mester og 18-årigt klavergeni nyfortolker ChopinHans såkaldte idée fixe er det klare tema, der gennemstrømmer symfonien, hver gang kunstnerens kvindelige fascination dukker op, og den lille melodi forandrer sig med historiens psykologi.
Det er, så at sige, den lille motor i den store fortælling.
Trækker lytteren med
Daniel Barenboims nyudsendte fortolkning med brobygningsorkestret West-Eastern Divan Orchestra med folk fra alle dele af Mellemøsten har på mange måder den tydelighed, der skal til, for at man kan følge Berlioz’ program.
Strygerne er fokuserede, afsnittene velformede og velklingende – og kulminationerne er decideret skræmmende. Der er så at sige ingen fikse ideer til at fjerne fokus fra historien.
Til gengæld er der også en nøgternhed, der ikke ligner Barenboims normale bredde, der indimellem minder lytteren om den skriggrønne farve, selve cd-skiven er udsmykket med; det lyder, som om Berlioz ligger på briksen og bliver gennemlyst med radioaktive stråler.
Italiensk dirigent sætter ny målestok med massiv vellykket udgivelseNår kunstneren for eksempel i tredjesatsen svæver hen i en heftig vision om march til skafottet, klinger hornene som metalliske nålestik i hårdt materiale.
Imponerende præcist, men også langt fra den romantiske klangpoesi, man også forbinder Berlioz og for den sags skyld Barenboim med.
Det får man så til fulde i cd’ens version af Frans Liszts kendte tonedigt ’Les preludes’. Her får de små 100 mand lov til at flyde ud i brede symfoniske flader, der nemt trækker lytteren med.
Idée fixe
Man kan i det lys dog ikke undgå at fatte sympati for Sven Helbigs projekt. Hvorfor skulle den oplevelse af opbygning og forløsning, som f.eks. hos Berlioz tager tre kvarter, ikke kunne komprimeres til lommestørrelse? Jo, det kunne den måske. Men ikke i denne omgang. Det virker bare ikke særlig troværdigt at skabe de store stemninger med de store symfoniers virkemidler taget ud af deres normale form.
Helbigs spinkle klaverfigurer kunne være kimen til noget stort, men ikke, når de meget hurtigt skal polstres med flere og flere strygere, og til sidst gjaldende horn, i støt stigende intensitet uden en ordentlig historie fortalt med påstande og modsigelser i et fornuftigt åndedrag.
LÆS OGSÅ Kaufmann og Domingo kæmper om Verdis gunst
Helbig får brugt utrolig mange symfoniske klicheer på meget kort tid, og det bliver desværre ret hurtigt ulideligt at høre på. Synd, for manden synes at kunne det meste som komponist. Der er iltre passager i sindrige, repeterende mønstre, smidige harmoniske udviklinger, og det hele foregår i et rigtig lækkert klangbillede. På et tidspunkt lyder det imponerende nok, som om musikken går baglæns.
Det eneste, han ikke formår, er at kreere en form, der kan gøre symfonierne prægnante i det særlige format. Han mangler simpelthen den gode idée fixe.
fortsæt med at læse
