Det er efterhånden 20 år siden, den engelske dirigent John Eliot Gardiner udgav sin samlede indspilning af Beethovens symfonier.
Det var tilbage i midten af 1990’erne, men med sin på en gang præcise, ekstremt dybtgående og nybrydende undersøgelse af Beethovens berømte partiturer ligger den stadig øverst blandt mine referenceindspilninger.
To årtier senere er Gardiner og hans Orchestre Révolutionnaire et Romantique vendt tilbage til Beethoven. Orkester og dirigent har turneret med symfonierne to ad gangen og derefter indspillet resultaterne, og den seneste cd med 2. og 8. Symfoni er virkelig en stærk præstation.
De lige numre i Beethovens række af symfonier er ellers ikke dem, man normalt forbinder med nøgleord som profil, drastisk nyskabelse og musikalsk sprængkraft. De ulige er dem, der traditionelt rager frem, mens de lige numre i rækken er dem, det har været sværest at sætte ord på. Men sådan er det ikke her.
Gardiners orkester er, som navnet antyder, skabt netop med henblik på musikken fra Beethovens tid på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet, og med ét lyder 2. Symfoni, som var det ’Skæbnesymfonien’, der kom ud af højttalerne.
Oppe på tæerne
Stramheden i udtrykket er næsten skræmmende. Knapheden og de korte affraseringer giver plads til svirrende hurtige crescendi, og med musikken presset op mod væggen sker der noget vildt.
Den upåagtede 2. Symfoni forvandles til en væbnet revolution for skarpladte orkesterinstrumenter. Alle barrikader stormes og løbes over ende, mens man mindes om hele stramheden i formforløbet i Beethovens 5. Symfoni.
Finalen danser af sted som en spurtende løber på stram line, og 8. Symfonis indledning skærer Gardiner knivskarpt til, mens andensatsen får en nærmest tjajkovskijsk, ’Nøddeknækker’-agtig lethed og spændstighed.
Improvisationsmusiker fortolker Bach med pigtråd og trommesoloerMusikken er i dén grad oppe på tæerne. Passager, man ikke før har hæftet sig så meget ved, lyder, som gjaldt det liv eller død, og man sidder tilbage med hjertet i halsen og et nyt syn på to af Beethovens traditionelt set mest oversete symfonier.
Åbner nye døre
Mens John Eliot Gardiners cd er lavet live i Cadogan Hall i London – ’Live at Cadogan Hall’ er samletitlen på serien – er det hjemme i Örebro i Sverige, Thomas Dausgaard er i gang med at åbne nye døre til det romantiske orkesterrepertoire.
Hans serie med symfonier af komponister som Dvorak og Bruckner med Det Svenske Kammerorkester hedder ’Opening Doors’, og de seneste udgivelser er med musik af Beethovens samtidige Franz Schubert.
Dausgaards ambitioner og stil, kort sagt hans vision af den sene wienerklassiske og på samme tid tidlige romantiske musik, er meget lig Gardiners.
Her fraseres også knapt og spilles også hurtigt med et mindre orkester, end Karajan, Klemperer og Furtwängler nogensinde ville have brugt til formålet. Og Dausgaards svenske orkester er virkelig godt.
Det er sandt, at vi i Danmark med DR UnderholdningsOrkestret har mistet et ekstremt tændt og eksperimenterelystent kammerorkester i dette repertoire. Men det er ikke sandt, som det blev hævdet, at det var Europas bedste. Dausgaards er bare et af dem, der i præcision og spilleteknik slår dem med flere længder.
Som at få et gammelt maleri renset
Schuberts tidligste symfonier regnes normalt ikke for videre personlige eller vigtige dokumenter fra den østrigske komponists hånd, men Thomas Dausgaard gør det samme her, som John Eliot Gardiner gør med Beethovens ’lige symfonier’.
Musik, der ofte er blevet forkastet som lidt anonym, træder bredskuldret og selvsikkert frem i gennemarbejdede, flyvende fortolkninger fulde af karakterskift og med holdninger afspejlet i hver eneste passage.
Dausgaard forløste det 20. århundredes udbrudMan hører en hel masse indhold i musikken, og kombineret med wagnerske præekkoer fra ’Götterdämmerung’ begravelsesmarchen fra Schuberts operafragment ’Adrast’ og den store, næsten mendelssohnske ouverture til ’Trylleharpen’ er dette endnu en øreåbnende skive fra Örebro.
Hvis ikke du har hørt Beethoven og Schubert vasket rene og ranke af den nutidige opførelsespraksisbølge, så und dig selv et lyt på disse udgivelser. Musikken er ikke den samme, efter at man har hørt dem, som inden.
Det er som at få et gammelt maleri renset. Pludselig ser man alle farverne, og lyset vælder frem.
fortsæt med at læse
