Kvinden lyder som en dreng, drengen lyder som en pige, og manden lyder som en kvinde.
Det vil sige ... hvis man lytter ordentligt efter, kan man godt høre, at den franske mezzosopran Marianne Crebassa ikke er en ung, testosteronkonfus teenagedreng. Norske Aksel Rykkvin lyder heller ikke helt som en pige, selv om han synger oppe i det lyse sopranleje, fordi hans stemme ikke er gået i overgang endnu. Og noget af det fantastiske ved den overvældende franske kontratenor Philippe Jaroussky er netop, at han er i stand til at trække sin stemme op i de kvindelige højder uden at miste klangen af maskulinitet.






























