Få musikere har fået så mange tæsk som Ornette Coleman. Ikke bare i form af kritik fra anmeldere og andre musikere, men helt bogstaveligt. At vokse op i Fort Worth, Texas i 1940’erne som sort, fattig og begejstret for idéen om en helt ny, vild og anarkistisk måde at spille jazz på, var nærmest at bede om det. Ornette har taget sine tæsk. Tirsdag fik han sin belønning fra det danske publikum, der ikke har set saxofonisten i mange år. Stående ovationer, som kunne måles på richterskalaen, gennemrystede teaterrummet på Kongens Nytorv, da free jazz-faderen med den hvide altsax tog imod begejstringen.
Tempo og udtryk
Inden da havde en lige knap fuld sal lykkeligt taget imod de musikalske tæsk, Coleman og hans kvartet uddelte i løbet af de firs minutter non stop, koncerten varede. Deres indsats var fokuseret.
Hovednavnet og hans tre medmusikere - inklusive den granvoksne søn Denardo på trommer - praktiserede den anarkistisk flerlagede stil, hvor hver musiker i princippet vælger sit individuelle tempo og udtryk.
