Det lignede en hyggelig grillfest for modne herrer hjemme på gården, da Elvis Costello and the Sugarcanes indtog Tivolis Koncertsal.
Modsat sine afslappet udseende musikere, hvoraf en enkelt ligefrem kom i overalls, var storbonde Costello selv iklædt ulasteligt jakkesæt, sine karakteristiske store briller og hvid hat, da han spurtede ind på scenen. Hovedpersonen lignede med andre ord sig selv, men det må hans musik til gengæld for Guds skyld ikke gøre. Frisk og klar til at tage os med på endnu en musikalsk rejse til et nyt terræn, havde den 56-årige sanger og sangskriver fået lyst til at udgrave og føje til de omfangsrige afgrøder, han allerede har på lager. Denne gang er det country, folk og americana, der skal udforskes, sådan som Elvis Costello første gang gjorde det på det fremragende album ’Almost Blue’ tilbage i 1981. Velgørende ondskabsfuldhed Siden da har Costello knap givet sig selv lov til at trække vejret og kigge tilbage på en karriere, der har kastet hundredvis af sange, hvoraf flertallet holder en uhørt høj standard, af sig. Fornemme melodier med sarkastiske tekster og portrætter, godt og vel dryppet i vitriol og kunstgødning. Mandag aften skulle det så vise sig, om onkel Elvis’ velgørende ondskabsfuldhed i sangene kunne tåle en transformation til den friske landlugt. Ideen med at åbne koncerten med en klassiker fra den ’rigtige’ Elvis i form af ’Mystery Train’ var sjov på papiret, men i koncertsalen gav versionen bange anelser. Den rent akustiske instrumentation med en kapacitet som Jerry Gibson på dobro og almindelig guitar trak skarpheden ud af sangen.
