At den amerikanske pianist Keith Jarrett i år kroner jazzfestivalen som topnavn skyldes ikke, at folkene bag festivalen efter sidste sommers koncerter kiggede hinanden i øjnene og sagde: »Hvem skal vi så have på plakaten i 2011? Keith Jarrett, måske?«. Nix, når den amerikanske stjerne lander sammen med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette i København på næste lørdag, er det resultat af cirka fem års benarbejde. Benene – og hovedet – sidder på Kenneth Hansen.

LÆS OGSÅ Ti dages intens overflod på jazzfestival

Manden, der booker de fleste af de orkestre og solister, som får byen til at syde af musik de næste ti dage.

Han kan de fleste af navnene i festivalkataloget udenad, for han har på den ene eller anden måde haft sin bookernæse nede i næsten alle arrangementer, som Copenhagen Jazz Festival selv står bag – fra den hårdeste omgang ungt støjrockblandet art-jazz over Ib Glindemanns stramme danske halvtredserbigband til de hotteste afrikanske verdensmusikalske navne.

Puslespil
Måske er det en kliche, men ordet »puslespil« undgår vi ikke her. Og så er det oven i købet et puslespil med en masse krukkede musikere og deres forhåndskrav inden ankomsten til Danmark, de såkaldte riders, som man hører så meget om, eller ..?

Jovist, men i København bliver de vildeste af dem altså mødt et skuldetræk. Krav om magnumflasker med champagne backstage og lange limousiner har slet ingen gang på jord i København. Det er da sket, at en af festivalens folk har hentet stegt kylling til stjernemusikeren Herbie Hancock kl. to om natten. Men det var vist bare fleksibilitet/venlighed. »Det sjove er, at når kunstneren endelig lander, er der som regel slet ingen problemer. Musikerne er nede-på-jorden flinke mennesker, men det er deres agenter der kan finde på at være hysteriske – og kommer de igennem med nogle krav, så ser de jo godt ud i kunstnerens øjne. Men vi tager det ret roligt«, er Kenneth Hansens erfaring LÆS OGSÅBlachman og vennerne øver sig én gang før åbningskoncerten Den store vigtige trækplaster-brik – Keith Jarrett med hans trio – er måske ikke krukket, men i hvert fald... heller ikke nem. Aftalen med Keith Jarretts agent kom endeligt på plads i starten af året. Efter tovtrækkeri og pres. Men man kan faktisk godt tale om en vis jarrettsk skepsis overfor København. Han var i byen i 1999 og spillede i Cirkusbygningen, han var her igen i 2004, da han fik Sonnings Musikpris, som blev overrakt ved en koncert i Tivolis Koncertsal. »Og sandheden er, at han faktisk ikke har været helt tilfreds med Københavns scener«, fortæller Kenneth Hansen. Tilbage til Sydfrankrig På forhånd var Jarrett ikke vild med i 1999 at skulle spille et sted, hvor navnet lugtede af savsmuld under flyglet, men da han hørte, at der ikke var klovner og elefanter i The Circus Building, slappede han af, og han var også selv ok tilfreds med koncerten bagefter. Tivolis Koncertsal, det var til gengæld ikke nogen succes efter Jarretts opfattelse. Lyden var ikke god. »Det er nok derfor, der er gået så lang tid med at få ham tilbage«, lyder bedømmelsen fra Kenneth Hansen, der først med den nye operabygning har fået et spillested, der kan matche Jarretts forhåndskrav. Et andet problem for den kræsne Jarrett er, at Danmark ligger så langt mod nord: »Han flyver jo tilbage til Sydfrankrig samme aften efter hver eneste koncert i Europa. Og jo længere han skal flyve, jo værre er det«. Rollins i dårligt selskab Helt nemt har det heller ikke været at få fat i et andet hovednavn i år, saxofonisten Sonny Rollins. Faktisk har Kenneth Hansen ventet i flere år med at booke ham, fordi han (altså Kenneth Hansen) syntes, at Rollins’ band var for dårligt! »Ja, helt seriøst. Det orkester, han havde med i København i 1996, var ikke særlig godt. Men for to år siden gav Rollins koncert i Carnegie Hall i New York med Roy Haynes på trommer og Christian McBride på bas, og det var efter sigende helt fantastisk. Bagefter spillede han igen med sit gamle band, og det var halv-nederen, som det plejer at være. Jeg tror, at efter den koncert blev Rollins opmærksom på, at han skulle få sig et bedre band. Og det har han fået. Det glæder jeg mig til at høre«. LÆS OGSÅ Kenneth Hansen følger med i de internationale navnes musikalske udvikling ved at læse anmeldelser, ringe til kilder rundt på kloden – han er med i et europæisk jazzbookernetværk – og så tager han også selv ud til festivalkoncerter. »Men faktisk ikke så helvedes mange«. Han er fuldtidsansat året rundt på den københavnske jazzfestival, men han laver altså andet end at skaffe sommerjazz til byen, for der er også Vinterjazz og andre koncerter plus en masse praktisk arbejde. Is i maven
Allerede når festivalholdet mødes efter sommerferien begynder Kenneth Hansen at kigge ud i verden for at finde nyt til om et år. Han sender følere til de navne, der måske er ved at forberede en turne næste år. Og så går der ellers en smule Hjallerup Marked i den: Allerede i oktober-november sidste år kunne han få nogle af dette års attraktioner som trompetisten Terrence Blanchard, piano/bas-makkerparret Brad Mehldau/Joshua Redman og bas/guitar-makkerne Richard Bona og Raul Midon til at sige okay til at besøge København – dog uden at nogen af parterne hav endeligt håndslag på dealen. »Jeg binder mig ikke for meget til nogen navne for tidligt, for jeg ved jo godt på forhånd, at de store penge til musikerne ligger på festivalerne sydpå, hvor de kan spille for 5.000-10.000 mennesker. Et publikumstal vi slet ikke når op på i København. Så det handler om at have is i maven for at få den rigtige pris, når deres turneplan er begyndt for alvor at tage form«. Ved at vente længe nok kan det lykkes at få prisen ned til det halve, røber den københavnske jazzkræmmer. Der dog ikke vil ud med, hvad de enkelte kunstnere får. I år har Kenneth Hansen endda i to tilfælde måttet skrive under på, at han ikke røber prisen. Ry for kvalitetsmusik Især de store amerikanske kunstnere er som regel benhårde forhandlere, for det er her i Europa, pengene ligger. Mange af dem spiller ellers for mindre honorarer i amerikanske klubber. Når Kenneth Hansen går efter den rigtige pris, ser han på, hvordan den enkelte kunstner eller det enkelte band har lagt deres Europa-tur. Det handler om routing. »Få vil lave en turne, hvor de først skal køre 1.200 kilometer i den ene retning og så lige så langt den anden vej dagen efter. Så jeg kigger efter hullerne i deres turne. Kan København lige passe ind i et hul, hvor de i forvejen er i et land i nærheden, så betyder det noget for prisen«. LÆS OGSÅFestivalguide: Find vej i jazzlabyrinten Og så er Kenneth Hansen rigtig glad for de norske jazzfestivaler. De har mange penge, de booker gode navne, og så kan han lige nuppe stjernerne på tilbagevejen. De afrikanske musikere, der optræder i Pressen i Politikens Hus, er et kapitel for sig. Verdensmusik er ikke nogen stor scene i København modsat længere sydpå i Europa, så de afrikanske kunstnere kan være lidt tøvende overfor at spille på en dansk scene. Et navn som Oumou Sangaré, der optræder på tirsdag, er kæmpestor i Frankrig, og i Købehavn kan hun ikke få det honorar, hun er vant til. Det samme gælder pianisten Abdullah Ibrahim. »Men de kommer alligevel, for jeg bilder mig ind, at Copenhagen Jazz Festival har opnået et vist ry for kvalitetsmusik, man spiller på ordentlige steder, hvor der er tjek på tingene, hotellet er godt, maden og stemningen. Alle de ting betyder også noget«. Det danske forår Når Kenneth Hansen booker fra den danske scene foregår det typisk om foråret. Her vil han gerne finde nye samarbejdsprojekter, som når den danske guitarist Jakob Bro laver en trio med den amerikanske saxofonist Bill McHenry, eller når multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren går i kompagniskab med New York-saxofonisten Andrew d’Angelo. »Den slags amerikanske musikere kommer jo ikke til Danmark for at spille ét job. Men de får så også engagementer ude på de andre spillesteder, og så er det klart, at vi i Copenhagen Jazz Festival betaler mere end de andre, ja vi betaler måske også flybilletten, men det er jo fedt for hele festivalen, at d’Angelo udover et gig på JazzHouse kan spille et sted som Studenterhuset med trommeslageren Kresten Osgood«. LÆS OGSÅSpillemand vil have showbiz tilbage i dansk jazz Og ellers er de danske navne måske alligevel noget af det sværeste at placere i programmet. Fordi mange af dem spiller på en hel masse scener i løbet af ugen, og er booket af andre arrangører end Copenhagen Jazz Festival. »Vi prøver jo at lave nye kombinationer på nye steder, for vi vil helst gøre det svært for os selv. Vi gider ikke gøre som sidste år«. Kender alle