organisme. Sammen med Lennart Ginman udgør Thomas Blachman det traditionelle fundament i kvintetten.

organisme. Sammen med Lennart Ginman udgør Thomas Blachman det traditionelle fundament i kvintetten.

Copenhagen Jazz Festival

Blachman og vennerne øver sig én gang før åbningskoncerten

Gæstesolisterne var pist væk før jazzfestivalens åbningskoncert i dag.

Copenhagen Jazz Festival

»I tager jer bare en mad...«, siger Lennart Ginman lige så mildt, mens han peger mod køkkenbordet og en krøllet brun papirpose, som buler.

Blidt smilende tager han imod Politikens udsendte torsdag aften i sin Frederiksberg-villa.

Det er kun 20 timer før, han og hans fire musikalske legekammerater – tilsammen Ginman/Blachman/Dahl feat. Stephen Riley & Nils Petter Molvær – skal åbne jazzfestivalen med en koncert i Kongens Have. Åbningskoncerten, som det hedder.

Selv om kvintettens eftermiddagsmatiné i Kongens Have faktisk er festivalens fjortende arrangement i det uendeligt store program.

LÆS OGSÅ Og selv om de fire øvrige har sat sig ved instrumenterne, bliver Lennart Ginman hængende i køkkenet. Overlegent rolig. Især når man tænker på, at denne aften er det første gang, de fem overhovedet mødes for at øve. En helt optimal forsinkelse De er kommet i gang senere end planlagt. Den amerikanske saxofonist Stephen Riley var i mere end to døgn op til øvningen pist væk og savnet. Eller: »Det var ikke mig, der blev væk. Det var jazzfestivalen«, griner han. Ved en fejl havnede han på et andet hotel end planlagt, og mistede kontakten med gruppen. Og brugte to dage på at hænge ud i byen, mens han kom sig over jetlagget.

Onsdag aften fik amerikaneren kontakt med den danske trio. Men den norske musikeksperimentør og trompetist Nils Petter Molvær dukkede først op torsdag, stærkt forsinket med fly fra Oslo.

Den klang, vi har sammen, er forelskelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Derfor – ja åbenbart derfor – kan Lennart Ginman næsten ikke få armene ned, lader han forstå.

»Det kan simpelthen ikke blive bedre,« siger Ginman med fryd i stemme om de sparsomme forberedelser. Ifølge ham kan man næsten ikke forberede sig for lidt.

»Det er jo en jomfruelig oplevelse. Som første gang man dufter til sin kæreste. Vi har ingen vaner sammen, ingen traditioner. Det er meget inspirerende at møde nye folk og spille med dem første gang«.

Det skal simpelthen trylle
Men så går de også til den. Alle med ansigter i dybt koncentrerede folder.

I Ginmans kælder kan de lige akkurat møve sig sammen i rundkreds. På gulvet ligger et brunt persisk tæppe, og op ad væggene står der kælderragelse fra gulv og til det ganske lave loft. I hjørnet tårner kontrabassist Lennart Ginman alfaderligt, mens de øvrige fire sidder som disciple: Carsten Dahl ved sit klaver, Nils Petter Molvær med trompet og sølvgrå æblecomputer.

Hele tv–nationens Thomas Blachman ved trommerne fejer en heftigt pulserende swingrytme over bækkener og skind, så det lyder som en røremaskines piskeris. Stephen Riley står krumbøjet, lige så lavstammet han er, mens han med dyrisk stift blik går i ét med messingsnablen og nærmest støder som en arrig hanelefant.

Det er amerikanerens tredje besøg i Danmark. Sammen med Ginman og Blachman har han indspillet albummet »Let’s call Stephen Riley«, hvor pianisten hed Heine Hansen.

»Men det er noget helt andet med Carsten Dahl, og jeg tror det bliver fedt. Det er noget andet, for normalt spiller vi standardjazz, men det her er meget mere frit«.

Frit og fortryllende, skal det være, når det står til Lennart Ginman. Han forventer en magisk koncert i Kongens Have, »... hvor vi tryller de velkendte harmonier væk og tryller nye frem«, som han siger.

Groove-orienteret soulmusik
Koncerten bygges op om fem lange numre – alle standards – som så fyldes med en mannaregn af umiddelbare, improvisatoriske indfald.

Ginman og Blachman udgør det traditionelle fundament i kvintetten. Groove-orienteret soulmusik, kalder Ginman det.

»Dén bas og dét bækken er jo det gennemgående i alt. Lige fra det helt tidligste med Count Basie i tyverne og op til vor tids mest udflippede freejazz«, siger han.

Og i modsætning til det jomfruelige møde, som sker mellem trioen Ginman/Blachman/Dahl og de to udenlandske solister, så er forholdet mellem de to musikalske fosterbrødre, Ginman og Blachman, som tilbage i firserne var sammen i den konsekvent slipseklædte kvintet Page One, helt anderledes symbiotisk.

»Det er en følelse af at være én organisme. Den klang, vi har sammen, er forelskelse«, fremstammer Thomas Blachman efter et lille minuts tænketid.

Han frygter ikke, at de to sammen gentager sig selv.

»Jazz SKAL gentage sig selv. Det er i gentagelserne, at musikken bliver levende«.

Tid til det hele

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er tid til at stige op fra kælderen og ud på terrassen for at ryge. En stor rotte suser pludselig over plænen. Til tilskuernes lettere chok. »I Central Park i New York så jeg engang en rotte, der var SÅ stor,« siger Nils Petter Molvær og favner luften foran sig. »Jeg troede, det var en kæmpestor hankat!«. Tid til at pjatte. Og tid til at glæde sig. Amerikaneren Stephen Riley gør det. Oprigtigt. Begejstringen giver han frit løb. »Det er helt utroligt, at vi skal åbne festivalen! Jeg håber vejret bliver godt – selv om jeg ved, I københavnere er hippe og nok skal være der uanset hvad,« siger han. »Oh, Copenhagen Jazz festival, den er bare – pheww! – det er en af de bedste festivaler i verden. Der sker bare så meget, man kan slet ikke høre det hele«.











Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden