Hun er fra Norge i det kolde Nord. Han er fra Benin i Vestafrika. Men de har fundet hinanden på det musikalske plan, de er i gang med at udgive en plade sammen, og torsdag aften viste de, hvorfor deres samarbejde på fælles jazzgrund er en oplagt idé.
Sissel Vera Pettersen kan trylle, når hun eksperimenterer med sin lyse natursopran og bruger den instrumentalt. Lionel Loueke er kendt for et spændstigt, let, nærmest prikkende solskinsfyldt guitarspil, som han ubesværet supplerede med en rig og overraskende vifte af klange, der lød som både synthesizer og hammondorgel. Med inspiration fra norsk folkemusik, men i høj grad også fra sensuel, svajende solskinsfyldt brasiliansk musik, lod Pettersen stemmen danse og springe ovenud af registeret.




























