MAGI. Den brasilianske klavervirtuos Egberto Gismonti gav en opvisning i komplet overlegenhed til Copenhagen Jazz Festival. Her ses han til en koncert i juni i Tivoli. Foto: Miriam Dalsgaard

MAGI. Den brasilianske klavervirtuos Egberto Gismonti gav en opvisning i komplet overlegenhed til Copenhagen Jazz Festival. Her ses han til en koncert i juni i Tivoli. Foto: Miriam Dalsgaard

Copenhagen Jazz Festival

Brasiliansk stjerne havde gnister i hænderne og fuglefløjt i håret

Egberto Gismonti skuffede ikke publikum med en i perioder pragtfuld soloklaverkoncert i Den Sorte Diamant.

Copenhagen Jazz Festival

Det startede helt nede i lydniveau med nogle vidunderligt langsomme melodiske fraser. Ud af dette piblede en strøm af musik, som snart tog til og bugtede sig, bredte sig og delte sig i nye variationer. Og før man vidste af det, var man midt i en solokoncert med boblende liv og stor udtryksfuldhed.

Man kunne ligefrem mærke Brahms og Mozart som spor i det musikalske stof, den brasilianske mester Egberto Gismonti bragte med sig til byen, og som han nu foldede ud aldeles akustisk på Dronningesalens Steinway-koncertflygel. Men man fornemmede snart også et vuggende og dansende mønster, et særligt forhold til puls og rytmiske lag, som adskiller det musikalske udtryk fra rendyrket europæisk musik.

Et musikalsk liv pibler frem

Den efterhånden 68-årige brasilianske pianist, guitarist, fløjtenist, perkussionist m.m. er en musikalsk begavelse ud over det sædvanlige. Hans musik besidder et særligt melodisk drive, og dens karakter afspejles i hans personlige musikalske rejse. Egberto Gismonti er en af den nyere, globaliserede musikhistories store skikkelser, og han har skabt sin egen personlige stil ved at suge til sig både indefra og udefra.

I hans hænder ringer ekkoer af hjemstavnens musik i Minas Gerais i det sydøstlige Brasilien, af hans ophold hos regnskovens indianere i Amazonas, af jazzens toneleg og studierne i europæisk musik bl.a. hos den legendariske musikpædagog Nadia Boulanger i Paris.

Egberto Gismonti er stadig en fremragende, rytmisk vital pianist, men også en historiefortæller, der magter at lade følelsen i musikken forplante sig helt ned i de enkelte fraser, som lader sine to hænder arbejde med avancerede melodiske mønstre uafhængigt af hinanden, som kan nærme sig Keith Jarrett med heftige gospelakkorder, eller som former impressionistisk cirklende strukturer med fuglefløjtende melodier i toppen.

Rytmerne sprang som gnister mellem hinanden

Og måske bor der vitterlig små fugle i håret på Gismonti, sådan som vi kender det fra hans ækvivalent i fiktionen, troldmanden Radagast, skovens vogter, i Tolkiens ’Hobbitten’. Til lejligheden bar Egberto Gismonti – som så ofte set – en hjemmehæklet hue, denne gang knaldrød, til at holde sammen på den vildtvoksende hårpragt, der stod bagud og ned ad nakken som en eksotisk hale og som en slags symbol på hans musikalske frodighed.

En bestemt sekvens oplevede jeg som et højdepunkt, og hvilken af Gismontis utallige kompositioner der var tale om, kunne jeg ikke dechifrere, men her vældede et inspirerende liv i Gismontis fingre, rytmerne sprang som gnister mellem hinanden og antændte et musikalsk bål, som flammede smukt og farligt.

Taknemmelighed til trods

Koncertens første sæt var på flere måder sublimt. At man bagefter skulle igennem en pause med passiar og hvidvin og derefter så at sige begynde forfra ved at gå tilbage til sin plads til ny musikalsk koncentration, udstillede det skrøbelige ved solokoncerten, sådan som den her var planlagt.

Personligt ville jeg – for den intakte musikalske oplevelses skyld – klart have foretrukket blot en enkelt times sammenhængende musik.

Der var rigeligt med krudt og kugler i Gismonti til, at han med kun ét lidt længere sæt havde efterladt sig et dybt stempel i den københavnske jazzfestival og i tilhørerne denne dejlige aften, hvor solen stod lavt og gyldent over havnen, da folk ankom til den sorte kube.

Anden afdeling var nemlig ikke helt på niveau med den første. Indløb der ikke noget utålmodigt i flere af Gismontis gennemspilninger? Og var det udtryk for en slags træthed eller ubevidst rutine fra en kunstner, som har været på banen som skabende kunstner og soloartist i så mange år?

Eller var det ens eget modtageapparat, der simpelt hen var fyldt op? Uanset hvad, er den grundlæggende følelse her bagefter: taknemmelighed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden