Det er jo ikke sådan ... ekstremt jazzet«, sagde en af tilhørerne med de dyre solbriller skubbet op i panden og bare fødder i de sorte Paul Smith-loafers.
Men det var det faktisk. Ganske overordentlig ekstremt jazzet, og det viste sig faktisk ved et par lejligheder at være problemet. Eksempelvis da den 51-årige sanger Curtis Stigers fra Idaho og hans fire alllierede gik ombord i John Lennons ’Jealous Guy’. Her skubbede en brovtende basgang fra Chris Minh Dokys hånd omkvædets afslutning i retning af det parodiske, og i det hele taget formåede det ellers frygtindgydende dygtige ensemble ikke at håndtere denne fine sangs enkle klodser med tilstrækkelig nænsomhed, og Stigers raspende fløjlsstemme-foredrag forekom i sammenhængen både udvendigt og uvedkommende. Den oprigtighed, som både Bryan Ferry og Donny Hathaway formår at bevare i deres versioner, gik fløjten.
