Arkivtegning:: Jørn Villumsen/Politiken-Tegning

Copenhagen Jazz Festival

Jazztronauten tager på rejse i tid og rum

Morten Schantz vil ind i det ydre rum og gør, hvad han kan for at undslippe tyngdekraften.

Copenhagen Jazz Festival

Måske er det overfortolkning, men jeg synes, at man fra første anslag af koncerten i Kongens Have kan høre, at det var Weather Report, som i sin tid fik tændt den helt unge Morten Schantz på jazzen. Hvilket jo i så fald er helt og aldeles i orden. Man markerer, hvor man fra kommer fra, og er så fri til at vise, hvor man vil tage det hen. En jazzrejse i tid og rum. Hvilket på mange måder synes at være filosofien bag Morten Schantz’ Godspeed.

Morten Schantz er en af adskillige unge nordiske jazzmusikere, der har fundet et hjem hos britiske Edition Records. Her deler Schantz bl.a. label og trommeslager med Phronesis. Det er nemlig Anton Eger, der sammen med den norske saxofonist Marius Neset udgør Godspeed på trioens album på Edition.

Så celeber en opstilling kan Godspeed ikke mønstre i Kongens Have, men den er stærk nok endda. Bag trommerne sidder den smidigt indlevende Stefan Pasborg, og med munden bag saxofonerne i front står den lige så energiske, omstillingsparate Frederick Menzies.

Dansk jazz har med Godspeed har fået et navn af international klasse

Men hvor er det så, Morten Schantz vil hen? Med Weather Report som affyringsrampe, Esbjörn Svenssons Trio som brændstof, Phronesis som generationsfæller og med ny teknologi ombord? Ud og ind i rummet. Mindre kan ikke gøre det for en dansk jazztronaut.

Titler som ’Nuclear Fusion’ og ’Dark Matter’ kridter banen op, og sidstnævnte afleveres i en fornem version, men det er ’Escape Velocity’, som får Schantz til at filosofere. ’Escape Velocity’ er den hastighed, man skal opnå for at rive sig løs af Jordens tyngdekraft og begive sig ud i rummet.

I et navn som Godspeed rumsterer også gudspartiklen Higgs boson. Den indsigt man kan opnå ved ekstrem højhastighed. Hvad vil det gøre ved jazzbevidstheden? Jeg synes, det er fedt, at Schantz tumler med den slags begreber. Ikke blot fordi de tegner en lige linje tilbage til Coltranes frisatte jazzbegreb, men fordi det rent faktisk er, når Godspeed udforsker hastighedens og energiens mysterier, at trioen live står stærkest.

I vekselvirkningen mellem de hidsige energiudladninger og de lyriske temaer synes jeg, førstnævnte skilte sig positivt ud. Måske er det bare den mere poppede del af arven fra Weather Report og Herbie Hancock, der i historisk belastede ører lyder, som om de tigger om at blive vignet til et DR-program.

Godspeed er en instrumentalt udvidet trio. Foruden pianoet skal Schantz også bestyre elektronikken, male med lydakvarel på de tomme rums flader og udfylde hullet efter den fraværende bas. Schantz bliver mere leder og arrangør end pianist, og det udgør selvfølgelig en begrænsning, når trioen skal dybt ind i et groove i længere tid. Til gengæld gav det udbredte lydbillede Godspeed et spændende vingefang med mange muligheder for udforskning.

Dansk jazz har med Godspeed har fået et navn af international klasse, der passer ind i opfattelsen af det nye nordiske jazzkøkken. Den tidligere kamikazejazzpilot har en vision om at navigere musikalsk i tid og rum med hastighed og nærvær.

Frederick Menzies’ lange sax-solo på ’Dark Matter’ fik gang i lufferne hos et efterhånden talstærkt publikum. De ørevenlige passager passede fint til det dejlige vejr, men vekselvirkningen mellem hidsigt raketbrændstof og de til publikum skræddersyede temaer føltes på scenen ikke som en ganske afklaret kurs.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden