Med øjne og ører åbne – og en cykel – kan man opleve flere nuancer af en jazzfestival end blot store navne i dyre sale. Og hvis det er for meget at skulle overskue en hel koncert, kan man nøjes med at bruge det princip, som Torben Ulrich, tennisspilleren, filosoffen og jazzskribenten, benyttede, når han i sine unge dage udså sig et bestemt sted på en plade og derefter igen og igen satte nålen ned på dette sted for at dyrke det. I rollen som snushane besluttede jeg mig for at opleve musikken med dette princip i baghovedet. Måske man kan samle særlige øjeblikke sammen på sin rute som muslingeskaller på en strand, den lille fine solo, en overraskende frasering, en særlig musikalsk løsning, et gyldent moment. Er det ikke det, vi gør som mennesker?
Vi husker ikke lyde og toner isoleret fra verden, men knytter dem til miljøet og menneskene, lugtene og farverne, de blev formuleret i. Jeg havde eksempelvis en særlig stund i 5e lørdag eftermiddag med pianisten og komponisten Jakob Davidsen, klarinettisten Peter Fuglsang og kontrabassisten Jesper Egelund.
