Den farverige lyd af et nyt, stort dansk jazzorkester klingede for første gang fredag aften, da det 13 medlemmer store Maluba Orchestra - med cirka ligelig kønsfordeling - havde sin debut i propfyldte Koncertkirken.
Maluba klinger måske afrikansk, men er blot et akronym, dannet af efternavnene for komponisterne Marilyn Mazur, Fredrik Lundin og Kasper Bai.
Musikken gik fra første tone lige i flæsket på publikum med Lundins ’Past Future Past’, der efter legende passager samlede sig i en stor, fed fælles klang som det høstmodne korn på de danske marker.
Og de kom på stribe, numrene, i et fordomsfrit livtag med fantasien, kulturhistorien og den tid, vi lever i.
Rod tilbage i 'Komposium'
Der er på alle måder grund til at byde dette orkester velkommen på den danske musikscene, et ensemble med en tilpas stor volumen, en rytmisk potens og en klanglig bredde til at udforske mange muligheder, men også til at forfølge særlige ideer.
Dannelsen af Maluba har rod tilbage i ’Komposium’ tilbage i 2014, som de tre komponister deltog i med den canadiske dirigent Darcy James Argue og bigbandet The Orchestra. Ud af impulser fra denne komponistworkshop voksede lysten til at danne et nyt ensemble med både muskler og klangmuligheder for ny rytmisk orkestermusik.
Rigdommen i materialet og den herlige, kreative energi, hvor med det blev formidlet, var ikke til at tage fejl af
Tilbage til koncerten: To Mazur-kompositioner fulgte, ’Light Fantasy’ og ’Windy Wish’ med fjerlette klange og luft til Lundins tenorsolo, og med fløjter og klaver i slutningen. Men Kasper Bai bød på aftenens måske mest besættende stykke, tre-trins-raketten ’Marcology 1-3’, et cadeau til den franske eksperiment-guitarist Marc Ducret.
Der var kant i Bais lead-guitar, og første del var som en forret, let antydende og pirrende. Så kom hovedretten, storladen og med et heftigt beat fra Mazur og Emil de Waals slagtøj. Og polske Tomas Dabrowski slog sig løs på trompeten, mens Klavs Hovmans elbas trippede hårdt i bunden.
Et djævleblændt effektivt break gav plads til en brysk Jesper Løvdal på barytonsax, og pludselig var hornsektionen nede i halvt tempo med en elastisk fornemmelse af Ellington, der ebbede ud i store, mørke klange. Hvor klæder det Bai at lave noget vildt og fyrigt.
Fugle-temaer som rød tråd
I Mazurs ’Maluba Birds’ var det frie fugle, der piftede i fløjter og træblæsere. Fugle-temaer går som en tråd gennem musikhistorien, Mazur har været inspireret af de vingedes sange flere gange, og Messiaen skrev dem endda sirligt ned på noder.
Efter solistisk duet mellem Mai Britt Guassoas trompet og Mia Engsagers basun, talte Mazur ind til et stort og energisk orkester-ostinat i ’Presto Hymne’ med plads til en peberstærk tenorsolo af Pernille Bévort.
Og Lundin havde flere ting i baghånden. Blandet andet sin musikalske gyser, ’The Hound of Baskerville’, hvor man via Mazurs gonger og Lundins ensomme sopransax kunne fantasere om en tyk, drivende tåge over en langstrakt hede. Men den latente spænding blev snart afløst af adrenalinsusende rædsel med dramatiske horn og pumpende beat, der kom os i møde som et halsende bæst.
Ekstranummeret var en fuldgyldig kontrast, Lundins vanvittigt betitlede ’All’s Well That Ends Well Ramblings On Time Gone By’, inspireret af en Bach-koral, som musikken skridt for skridt nærmede sig, for til sidst at tonesætte med barokmesterens smukke harmonier.
Der var skønhedsfejl hist og her i opførelserne. Man kunne ind imellem godt mærke, at man var vidne til tilblivelsen af et orkester og dets musik. Men rigdommen i materialet og den herlige, kreative energi, hvor med det blev formidlet, var ikke til at tage fejl af.
Det var på alle måder en engagerende lytteoplevelse, som ganske enkelt er noget af det bedste, jeg overhovedet har hørt under dette års jazzfestival. Derfor skal Maluba også have valuta for indsatsen. Man ser frem til yderligere samtidsrelevant orkestermusik fra den front.
