Det åbnede snedigt, blot med toner fra kirkeorgelet, som et præludium til de gudstjenester, der ellers normalt fylder det ekstremt stemningsfulde rum i Brorsons Kirke. Og var det ikke temaet ’Warszawa’? Men altså med en lyd og en kulturel association i tilsyneladende kontrast til det, det hele handlede om: en genvækkelse af hengemte relikvier fra rockhistorien, David Bowies elektroniske og eksperimenterende instrumentalmusik.

Vi taler om 40 år gammel musik, knyttet til bølgen af tysk krautrock i 1970’erne med elementer af rock, avantgarde, minimalisme, jazzimprovisation, elektronisk musik m.m. Omdrejningspunktet er de kultdyrkede plader og studieeksperimenter, som David Bowie foretog i sin eksilperiode i Berlin i anden halvdel af 1970’erne bl.a. sammen med Brian Eno.

Det blev til de i dag berømmede plader ’Low’ og ’Heroes’, begge udgivet i 1977, og ’Lodger’ fra 1979, men også til en række tiloversblevne produktioner af instrumentale numre, som først mange år senere udkom officielt.

Det var materialer fra disse kilder, som kapelmester og keyboardspiller Adi Zukanovic – med stor aktionsradius inden for dansk indierock og samtidsjazz og Steppeulv-prisvinder – fremførte mandag aften med sit udvalgte musikerhold som en del af festivalserien Something Else, der har fokus på grænse- og brudfladerne mellem jazz og anden samtidsmusik.

Og vi fik ikke lov til at blive længe i den andagtsfulde messestemning fra orgelet. For snart efter indfandt Zukanovic og de øvrige musikere – bassisten Anders Christensen, guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslagerne Sebastian Rochford og Rasmus Valldorf – sig i en cirkel midt i kirkens rum og lod den storladent forstærkede musik lette som et transportfly, lastet med Bowies elektrificerede arvegods.

Det blev en kort koncert på kun lige knap en time i spilletid. Adi Zukanovic har nemlig valgt at følge de oprindelige forlæg ret nøje med henblik på at ramme de særlige lydlandskaber og formelle strukturer, som karakteriserer Bowie og Enos studieindspilninger. De blev dog ikke fulgt til punkt og prikke i detaljen. Der var inden for rammerne af de enkelte numre plads til, at musikerne kunne fylde deres engagement ind i materialet. Og det skete med fynd og klem, selvom de instrumentale forlæg overordnet set er ensformige som kompositioner betragtet.

Det er især i kraft af de musikalske stemninger og den legende tilgang til lyd, instrumentarium og produktion, at denne musik har en historisk betydning med fortsat relevans. Med den begrænsning in mente var det dog en fejende flot koncertafvikling, Zukanovic og hans hold stod for. De pulserende elektroniske og akustiske trommespor fra Valldorf og Rochford lagde bund til de øvrige musikeres udfoldelse af en klangrig og lydeksperimenterende iscenesættelse af numrenes bærende former, figurer og soniske detaljer.

Det blev til storladne øjeblikke, bl.a. med den melodiske ørehænger ’A New Career in a New Town’, hvor Zukanovic pressede flyglet med brede oktavakkorder, som Benny Andersson gjorde det med Abba i ’Dancing Queen’ omtrent på samme tidspunkt, hvor Bowie, Eno og Tony Visconti sad i Berlin og stykkede deres anderledes ideer sammen. Blandt koncertens numre var vistnok også den skævt melodiske ‘Art Decade’ med Lars Bech Pilgaards guitar som temabærer. Og denne satsede energisk og forrevent i den hæsblæsende ’Speed of Life’. Jeg synes dog ikke, at jeg hørte den ellers interessante ’Weeping Wall’ fra ’Low’-pladen, inspireret af minimalisme og syngende elektronisk melodik. Men måske var det netop en af pointerne med koncerten, at den skulle skabe fornyet interesse for denne specielle musik og periode. I forhold til alle os, der var til stede, tror jeg, man kan sige, at det lykkedes.

fortsæt med at læse

Fem hjerter:

Den norske saxofonmester Jan Garbarek spillede powerplay i Glassalen