Et ganske betagende bekendtskab kan man roligt sige, at den brasilianske sanger Rosalia de Souza viste sig at være. Måske ikke nogen unik vokalist, men i traditionen fra de store bossa nova-stemmer klarer hun sig flot. Hendes luftfyldte foredrag og ubesværede melodiaflevering gjorde, at selv ikke de mest fladtrådte klassikere fra Tom Jobim og andre fremstod slidte. Rosalia de Souza sang dem med intensitet og nerve, så man tydeligt fangede den særlige afart af livsglæde blandet med melankoli over nuets skrøbelige forgængelighed, der er selve det følelsesmæssige fundament i bossa nova.
Men når det blev så vellykket en aften i det trange, men hyggelige jazz-sted i Store Regnegade, skyldtes det sandelig også, at de Souza fik opbakning fra et orkester, man ikke behøver at skamme sig over at kalde for fremragende.
