For første gang byder Copenhagen Jazz Festival på en jazzmesse med salmesang, bibeltekster, bønner og prædiken. Det sker i den københavnske domkirke Vor Frue Kirke, og det er bassisten Chris Minh Doky, der har komponeret musikken til højmessen. »Jeg fik fuldstændig frit spil. Man har tit hørt, at når kirkemusik skal udsættes for rytmisk musik eller jazz, så bliver det næsten lidt synkoperet aftenkorsjazz. Jeg får gåsehud af sådan noget«, siger Chris Minh Doky: »Jeg ville sindssygt gerne lave det og startede midt i april med at skrive præludiet, postludiet, gloria, kyrie, trosbekendelse og så videre. Det er fantastisk med domkirken, fordi den har givet mig fuldstændig frit spil. Jeg har 15 strygere med, hele Vor Frue kor, Peter Lohdahl, Palle Mikkelborg og en jazztrio. En time, som en højmesse nu er«. Lyden afGud, som ler Domprovst Anders Gadegaard, som er manden bag projektet, siger om sin kærlighed til jazzen: »Hvis kirken glemmer samtidens udtryk, mister den mening«. Gospel har jo altid været i kirken, især i USA? »Gospel er også populær i Danmark, men det holder jeg mig fra. Dette er ikke en event, men følger de klassiske led, hvor klassiske melodier nogle steder er genkendelige. Det er et jazzportræt«. Jazz er lyden af Gud, som ler, siger man i USA. Domprovsten ler hjerteligt: »Jeg er delvis enig. Jazzen er dybere end Guds smil og latter«. Ikke KFUK’s rock-kor Chris Minh Doky kalder projektet intet mindre end »sindssygt fedt«. »Jeg har altid et billede i hovedet, når jeg skriver musik. Da det her skal opføres i Vor Frue Kirke, havde jeg allerede et billede af rummet. Og hvordan musikken skal kommunikeres var også givet«. Hvordan? »Hvis musikken opleves som en skala eller en tone, så har jeg forklejnet den. Der er ikke forskel på at opføre musikken i en koncertsal eller en kirke. Det fede ved denne her opgave var, at den skulle være til en højmesse, liturgien i messen skulle være intakt. Man bevidner opdagelsesøjeblikket i et musikalsk øjeblik. Dét kan jazz. Kirkerummet bruges til, at man i fællesskab dyrker Gud, og når man går til koncert dyrkes en fælles spiritualitet. I kirken er det så den religiøse spiritualitet«. Er der toner, som ikke kan spilles i en kirke? »Vi er ude i et melodisk sprog, som selvfølgelig kommer af nyklassicismen. Men i og med at jeg er jazzmusiker, holder jeg meget af de svulstige akkorder. Jeg går ikke bare ind og laver det samme, for hvis man forcerer det for meget, så går det hen og lyder som KFUK’s kristne rockkor. Det ville jeg simpelthen ikke«. Spørger man domprovsten om jazzmesser også skal tiltrække gamle og unge ateister, er svaret ja. »Det er et forsøg på at tale til bredere grupper. At vise ikke mindst de unge glæden ved at gå i kirke«. Og Chris Minh Doky siger: »Selvfølgelig er det religiøst, men lige så meget en spirituel oplevelse. Selv om jeg tror på Gud, har det ikke noget med det at gøre, fordi spiritualitet for mig både er religiøst og i den grad også ikke-religiøst. Så jazzen og kirken hænger sammen«. Kritik af ’eventgørelsen’ Gadegaard er blevet kritiseret af folk fra bevægelsen Tidehverv for at ’eventgøre’ kirken. Sognepræst i Seem Torben Bramming er blandt kritikerne: »Vi gør jo traditionelt musikken til et medium i orgelmusikken. Det spiller ingen rolle hvilken form for musik, så længe den bærer forkyndelsen. Jazz henvender sig måske til et begrænset segment. Skal man problematisere, er der tendens til at skabe eventkirker, for i disse tider skal alt tælles, og det skal indberettes hvor mange kirkegængere, der kommer, og så videre«. Gadegaard har været frontløber i denne tendens ved blandt andet at lade domkirken pakke ind, mener Bramming: »Det er en trend, som kan kvæle den egentlige kirke, når der kun lyttes til kirker, som kan gøre sig synlige i medierne«. Dansk jazzkirke? Ikke færre end otte københavnske kirker byder på jazzkoncerter under festivalen, men ikke Grundtvigskirken, som sognepræst Palle Kongsgaard ellers har brugt flittigt til jazzeksperimenter. »Vi er ikke med, for lige nu er vi nede i gear«, siger han. »Men det, jeg laver, er at kombinere jazz og liturgi med jazz som metafor«. Kongsgaard præsenterede i marts bassisten Ike Sturms ensemble. Sturm er musikdirektør for den såkaldte Jazzkirke på Manhattan, der har årtiers tradition for jazzgudstjenester. I bogen ’God, Creation and All That Jazz’ skriver forfatteren Ann Pederson om »en åben og ikke nihilistisk improviseringsproces«, fortæller Palle Kongsgaard. »Gud har skrevet partituret og ønsker nok mere af den improvisation, som den protestantiske kirke desværre ikke er så god til«, siger han. Er der basis for en jazzkirke i København? »Ikke en jazzkirke, men for mere jazz i alle kirker«, siger Palle Kongsgaard.