Yo-Yo Ma besidder en smuk celloklang, og hans instrumentbeherskelse er sublim.
Det er ikke de tekniske udfordringer, der sætter begrænsningerne, og amerikaneren har da også spillet alt fra bluegrass til Bach. Men hele hans udtryk er – uanset hvor bred en vifte af musik han applicerer det på – rodfæstet i en gammeldags-romantisk virtuostradition, der sætter fortolkeren over det fortolkede. Dermed blev det på én gang en imponerende og problematisk opvisning, cellisten gav i Operaen, da han i sidste øjeblik rundede København som afslutning på en europaturné for at modtage årets Sonningpris. Lidt ensformigt
Yo-Yo Ma var ikke fedtet med sin tak for den halve million kroner. Koncerten varede to en halv time og var fyldt til bristepunktet med komponistnavne og stilarter. Fra den kuldslåede sovjetjubilar Sjostakovitj, der selv fik prisen i begyndelsen af 1970’erne, over tidlig og moden romantik til sydamerikansk populærmusik.
Problemet er, at Ma spiller det hele ret ens. Tilgangen var grundlæggende den samme til Schuberts ’Arpeggione-sonate’ og til brasilianeren Geraldo Carneiros balladeagtige ’Bodas de Prata’. Fortolkeren finder ikke rigtig ind i musikken, men har en tendens til at creme alting ud på samme måde.
